Pulled pork burger – Pulled pork er vel nok den mest møre og saftige måde at få svinekød på. Det kan nærmest tygges uden en tand i munden. Pulled pork hedder pulled pork fordi kødet er så mørt at det bliver trukket (pulled) fra hinanden med et par gafler. Pork betyder ganske enkelt svinekød.
På samme måde kan man også lave pulled alt muligt andet kød. Men her vil vi koncentrere os om pulled pork.
Pulled pork kan bruges i salater, på pizza, i wraps og meget andet, men også i burgere kan det erstatte burgerbøffer, og det er det vi gør her.
Få lidt ekstra inspiration med på vejen af vores gode venner fra Gastrofun
Pulled pork burger med coleslaw
Ingredienser
- 300 g hvidkål
- 2 gulerødder
- 8 drueagurker
- 3 spsk. eddike
- 2 spsk. sukker
- 1 dl mayonnaise – gerne hjemmelavet
- 2-3 tsk. sød chilisauce
- 1 rødløg – eventuelt syltede rødløg hvis du vil have det ekstra syrligt
- 4 store burgerboller
- 400-500 g varm pulled pork kan evt. lunes i ovnen
- Salt og peber
Sådan gør du
- Snit hvidkålen fint med en skarp kniv.
- Skræl gulerødderne, og riv dem på den grove side af rivejernet.
- Skær de fire af drueagurkerne i små tern.
- Bland det hele i en skål.
- Pisk eddike, sukker og et nip salt sammen, hæld det over, og sæt det hele på køl i mindst en time, men gerne længere.
- Bland mayonnaise og chilisauce sammen til en dressing.
- Skær rødløget i ringe, og de sidste fire drueagurker i skiver på langs.
- Når coleslawen er ved at have trukket færdig, luner du burgerbollerne på brødristeren eller i ovnen.
- Nu er du klar til at bygge burgere. Start med at skære burgerbollerne igennem.
- Smør begge halvdele med chilimayonnaise.
- Læg en god portion coleslaw på bunden af bollen, dernæst en god portion pulled pork, syltet agurk og ringe af rødløg. Læg til sidst toppen af burgerbollen på, og pres let sammen.
Noter
Nutrition
Pulled pork burger som gæstebud
Normalt anser du nok ikke burger som festmad med mindre det er til teenagerens fest eller en børnefødselsdag. Men giver du dig masser af tid – og er du modig – kan du godt servere pulled pork burger for dine gæster.
Tilbered en pulled pork der har trukket med lækker rub og er bagt eller grillet over sagte ild i mange timer. Tilbered en coleslaw der er marineret så smagen er trukket godt ind i kål og gulerødder. Bag evt. selv burgerboller, og drys med forskelligt – sesamfrø, græskarkerner osv. – oven på dem. Stik et træspyd igennem de færdige burgere så de ikke glider fra hinanden. Tilbehøret kan være hjemmelavede grove frites og en lækker grøn salat.
Servér hertil en kølig, fyldig og frugtig hvidvin. For eksempel Riesling Trocken, Gräfenberg. Den er lidt dyr, men den er et festmåltid værdig.