Kikærtesalat er lavet af kikærter – hvilket nok ikke kommer bag på nogen – og en masse andre lækre ingredienser. Kikærter kaldes også for garbanzobønner, men herhjemme er de mere kendt som kikærter.
Kikærter fås tørrede på pose eller kogte og i lage på dåse. De førstnævnte skal helst sættes i blød i vand i 10-12 timer før, du skal bruge dem. Derefter skal de koges i ca. 40-50 minutter. Kikærter i lage på dåse kan bruges direkte som de er.
Desværre er det – ligesom med kartofler på glas – sådan, at du med i lagen får nogle E-numre med i prisen, i hvert fald hvis du ikke køber økologisk.
Opskrift på kikærtesalat med feta
Kikærtesalat med feta
Ingredienser
- 1 ds. kikærter i lage
- 1 rødløg
- ½ agurk
- 1 mellemstor rød peberfrugt
- 150 g cherrytomater
- 2 spsk. olivenolie
- ½ citron – usprøjtet for skallen skal også bruges
- 150 g feta – eller salatost. Jeg køber salatost i blok så kan jeg selv skære nøjagtig den størrelse tern, jeg ønsker
- Lidt frisk persille
- Salt og peber
Sådan gør du
- Skyl kikærterne, og lad dem dryppe af i en sigte eller et dørslag.
- Pil rødløget. Skær løget, agurken, peberfrugten og osten i små tern. Skær tomaterne i otte dele – først halve, så kvarter og så ottendedele.
- Bland en dressing af olivenolie, citronsaft og revet citronskal, og smag det hele til med salt og peber.
- Bland kikærter og de øvrige ingredienser i dressingen, og drys med hakket persille.
Nutrition
Kikærtesalat smager godt til stegte retter. Stegt fisk, stegt kylling eller f.eks. frikadeller eller hakkebøf. Faktisk smager det godt til alt det, du ellers ville servere en blandet grøn salat til.
Kikærtesalat er også lækkert at have med i madpakken eller som en selvstændig ret eller tilbehør på buffeten.
Sunde kikærter
I modsætning til meget af det vi ellers kommer i salat, som f.eks. agurker, tomater, radiser og salatblade, som indeholder store mængder af vand, så er kikærter rigtig gode for os ernæringsmæssigt.
De indeholder nemlig et højt indhold af kostfibre og protein. De er derfor også gode for dig, der er vegetar eller veganer og ikke får proteiner gennem kødet.
Kikærter indeholder endvidere A- og E-vitamin og folat samt kalium, calcium, magnesium, fosfor, jern og zink. Alt sammen mineraler og vitaminer, som du har brug for, når du gerne vil leve sundt.
En anden velkendt og populær ret, som bliver lavet af kikærter, er humus. Den velsmagende dip fra Mellemøsten, som smager godt til både grøntsager, chips og på madbrød.