Tournedos er bøf skåret af oksemørbraden. Den er fedtfri – måske derfor, at der nogle gange vikles bacon om. Bøffen snøres ofte med kødsnor, så den holder faconen under stegning. Retten smager dejligt både med og uden bacon. Det gør oksemørbradbøf nemlig altid, hvis bare du ikke steger den for længe. Du får opskriften herunder.
En oksemørbrad er dyrt kød. Det kan derfor næsten altid betale sig at købe en hel oksemørbrad og selv skære den ud, som du vil have den frem for at købe udskæringer af oksemørbrad. Og så får du jo også lækkert kød til andre retter. Så det er en win-win-situation.
Opskrift på tournedos
Tournedos – opskrift
Ingredienser
- 4 medaljoner/bøffer af oksemørbrad af ca. 150-200 g
- 1 spsk. olivenolie
- 20 g smør
- Salt og peber
Sådan gør du
- Bind evt. kødsnor omkring hver bøf, så de holder faconen under stegning. Det er ikke absolut nødvendigt.
- Varm olien op (f.eks. i en grillpande), og tilsæt smørret.
- Brun bøfferne på begge side, og steg dem yderligere ca. 3 minutter på hver side, til de er stegt tilpas. Drys med salt og peber undervejs.
- Fjern evt. snor.
Til mørbradbøffen kan du servere pommes frites, bearnaisesovs og dampede grøntsager, eller du kan servere kogte kartofler, rødvinssauce og bagte tomater til.
Tournedos Rossini
Vil du servere retten som tournedos Rossini, skal du servere bøffen på en skive pandestegt brød og toppe bøffen med en skive lynstegt foie gras (fed gåselever). Hertil serveres skiver af sort trøffel og en demi-glace sauce med madeira.
En demi-glace sauce er en indkogt espagnole sauce, som er en klassisk grundsauce.
Fattigmandstournedos
Synes du, mørbraden er en lidt for dyr fætter, så vil du synes bedre om fattigmandsudgaven. En fattigmandstournedos er nemlig en hakkebøf omviklet med bacon på samme, som det nogle gange gøres med oksemørbradbøffen. Og hakket oksekød er væsentligt billigere end mørbrad.
Lavet i ovnen
Du kan lave dine mørbradbøffer i ovnen. De skal ikke have så langt tid, men hvis du alligevel tilbereder tilbehøret i ovnen også, så kan det sagtens svare sig at varme ovnen op.
Du skal stadig brune bøfferne af på panden i olie og smør. Derefter skal de have ca. 5-7 minutter ved 200° C i ovnen.
Udskæring af oksemørbrad
Bøfferne skal skæres af det stykke på mørbraden, hvor den er lige bred hele vejen. ”Halen” og ”hovedet” kan du skære i tern eller strimler og bruge til bøf stroganoff eller gullasch.
Det afpudsede ”hoved” kan også bruges til to lidt mindre bøffer til en anden dag.
Det franske køkken
Vil du holde den franske linje, så vil jeg helt klart anbefale, at du serverer crepes Suzette til dessert. Det smager skønt, og så er det sjovt at lave, fordi de skal flamberes.