Græsk bøf

Græsk bøf – Jeg er ikke sikker på at græsk bøf egentlig er græsk, eller det er lidt ligesom med svensk pølseret. Jeg har researchet en del på den problematik, men uden at få et endegyldigt svar. Måske er den bare græsk inspireret? Uanset hvad, så er det en bøf fyldt med god smag og masser af umami.

Græsk bøf er – ligesom dansk bøf – lavet hakket oksekød i modsætning til både engelsk og fransk bøf. Det er jo som bekendt steaks – altså lavet af hele stykker kød af bestemte udskæringer. Den græske bøf er dog ikke ”kun” hakket oksekød som den danske. Grækerne – hvis det er dem, der står bag – er åbenbart lidt mere fantasifulde og har blandet krydderier, krydderurter og frem for alt feta i.

Opskrift på græsk bøf med feta

Græsk Bøf

Græsk bøf – opskrift med feta

Samlet tid: 30 minutter
Ret: Grill, Hovedret
Køkken: Græsk
Antal: 4 personer
Kalorier: 396kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Om den opskrift, jeg bruger til at lave græsk bøf efter, virkelig er græsk, er jeg græskkatolsk med. Her får du den!

Ingredienser

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 lille bdt. frisk basilikum
  • 1 bdt. persille
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 tsk. oregano
  • 100-120 g fetaost – den rigtige selvfølgelig hvis det skal være autentisk
  • Smør og olie til stegning
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Pil løget, og hak det – samme størrelse, som du bruger i frikadeller.
  • Pil hvidløgsfeddene, og hak dem fint.
  • Skyl persille og basilikum, fjern de groveste stilke, og hak resten.
  • Bland det hakkede oksekød med løg, hvidløg, basilikum, persille, oregano og fetaost, og krydr med salt og peber.
  • Rør det sammen til en fars.
  • Del farsen i fire lige store portioner, og form dem som bøffer.
  • Brun de græske bøffer i olie på begge sider, til de har fået stegeskorpe.
  • Kom smør på panden, og steg bøfferne videre på begge sider, til de er gennemstegte – 8-10 minutter på hver side.

Nutrition

Kalorier: 396kcal | Kulhydrat: 4g | Protein: 25g | Fedt: 30g | Mættet fedt: 13g | Kolesterol: 111mg | Natrium: 364mg | Kalium: 393mg | Fiber: 1g | Sukker: 2g | Vitamin C: 2mg | Calcium: 156mg | Jern: 3mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet

På billedet har jeg anrettet med små kartofler vendt i smør og hakket persille, lidt ekstra fetatern og oliventapenade.

Skal den græske stemning holdes, så servér tzatziki og græsk salat til bøfferne. Det er i hvert fald græsk, og det smager godt til bøfferne. Græske kartofler passer også godt til. Skal der sovs til vil jeg anbefale tomatsovs.

Hvilken slags hakket oksekød skal du bruge?

Skal du lave danske bøffer, er det bedst at bruge hakket kød med en vis fedtprocent. Otte og opefter. Det giver masser af smag og saftighed. Det kan du også bruge til de græske bøffer her, men mindre kan gøre det, hvis du gerne vil spare lidt på kalorierne. Bøfferne får nemlig fedme fra osten og smag fra både ost og krydderier/krydderurter.

Det fedtfattige hakkede oksekød, kan du også bruge til kødsovs, millionbøf, farsbrød, lasagne, italienske kødboller og lignende.

Sidst opdateret: 27. marts 2024
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

En reaktion

  1. Tak for opskriften – Den græske bøf går også ganske glimrende til almindelige danske kartofler 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter