Yorkshire pudding

Opskrift på Yorkshire pudding

yorkshire pudding

Yorkshire pudding

Ingen anmeldelser
Forb. tid: 10 minutter
Tilb. tid: 35 minutter
Samlet tid: 45 minutter
Ret: Tilbehør
Køkken: Engelsk
Antal: 12 stk
Kalorier: 98kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Første gang jeg havde skrevet kalkun og yorkshire pudding på madpladen, sagde min mand, ”næh, to retter mad, som i gamle dage”. Men der måtte jeg skuffe ham. For yorkshire pudding er ikke en dessertbudding. Det er tilbehør. Ligesom et stykke brød. Og de er supernemme at lave. Og af ingredienser, som du sikkert allerede ligger inde med. Du får opskriften her.

Ingredienser

  • 3 æg
  • 200 g hvedemel
  • dl vand
  • ½ dl smagsneutral olie
lodtrækning

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200° C – eller mere – og sæt en bageplade til 12 muffins ind i den, så den bliver rygende varm.
  • Pisk æg, mel og vand sammen til en flydende dej uden klumper.
  • Lad dejen hvile i et kvarters tid.
  • Fordel olien i hullerne i bagepladen, og stil bagepladen ind i ovnen igen, til olien er varm.
  • Tag pladen ud af ovnen, og fordel dejen i hullerne, og sæt den tilbage i ovnen i 20 minutter, til yorkshire puddingen er bagt.
  • Servér dem varme til aftensmåltidet.

Nutrition

Kalorier: 98kcal | Kulhydrat: 13g | Protein: 2g | Fedt: 4g | Mættet fedt: 0.3g | Flerumættet fedtsyre: 1g | Enkeltumættet fedtsyre: 3g | Transfedtsyre: 0.02g | Natrium: 1mg | Kalium: 18mg | Fiber: 0.5g | Sukker: 0.05g | Calcium: 3mg | Jern: 1mg

Min yorkshire pudding-opskrift

Første gang jeg lavede yorkshire pudding var lørdag den 15. december 2018. Og jeg ved det helt præcist, fordi jeg har lavet madplaner hver uge siden mandag i uge 19 i 2009 (det var den 4. maj) og har gemt dem alle. Lidt nørdet, jeg ved det godt.

Jeg var blevet inspireret sommeren samme år af Anne Hjernøe i den programserie i DR, hvor hun med Anders Agger rejste til Wales, England, Nordirland og Skotland. Men først i december tog jeg mig sammen til at servere dem til en engelsk-inspireret julemiddag.

Julemiddagen bestod af kalkunbryst svøbt i baconskiver, kogte kartofler, gulerødder og rosenkål, brun sovs og så selvfølgelig yorkshire pudding.

For mig var det lidt underligt at servere ”brød” til en ret, hvor der også var kartofler og andre grøntsager. Men oprindeligt blev yorkshire pudding serveret før et måltid med kød, for at skære lidt ned på de dyrere ingredienser i maden.

Men de smager nu fint som tilbehør. Og vi har da også fået dem flere gange efter. Også fordi de er så nemme at lave og af ingredienser, som jeg altid har i huset.

Hvad skal du servere yorkshire pudding til?

Du kan servere det engelske, klassiske tilbehør til alle former for stege, bøffer, mørbrad og lignende. Men de smager faktisk også godt til en fyldig suppe – f.eks. til gullashsuppe. Det er måske ikke særlig engelsk, men det smager fint.

Yorkshire pudding med fyld

Ofte bliver der en fordybning – måske endda et hul – i bagværket (og ellers kan du prikke et). Derfor er de også gode at bruge som en slags tarteletter. F.eks. hvis du har nogen tilbage, men du kan selvfølgelig også lave dem til formålet.

Fyld dem f.eks. med kyllingesalat, høns i asparges eller tunsalat. Det mætter måske ikke som et helt aftensmåltid, men så kan du lave en dessert – f.eks. fløderand eller citronfromage til. Så kan I få to retter mad, som i gamle dage.

Sidst opdateret: 23. marts 2024
Picture of Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Tilmeld nyhedsbrev

Deltag i december måneds lodtrækning til gavekort på 1000 kroner til Butik TusindTanker.dk

Når du udfylder formularen, giver du samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra HurtigMums.dk. Du kan altid afmelde dig igen. Privatlivspoltik.