Nu nærmer tiden sig, hvor de danske kartofler ikke længere er nye kartofler, så det er nu der skal hives opskrifter op på kartofler, hvor det er i orden, at kartoflerne tilberedes anderledes end bare at koge dem.

Her er 5 bud på retter med kartofler, der enten kan bruges som tilbehør eller kan spises alene.

Pommes Anna – De ægte franske kartofler

pommes annaPommes Anna er langt mere franske end de chips vi kender som “franske kartofler”. Navnet som du nok har regnet ud stammer fra Anna, men der er debat om hvem denne Anna var: De fleste mener det var den samtids kendis Anna Deslions, mens andre siger retten lige så vel kunne stamme fra skuespillerinden Dame Judic, hvis rigtige navn var Anna Damiens. Det vi ved med ret stor sikkerhed er, at retten blev udviklet på Café Anglais af Adolphe Dugléré i 1800-tallet, og at Café Anglais var hjemsted for mange af Anna Deslions sammenkomster 🙂 Nok historie.

Pommes Anna er skiveskårede kartofler i lag, hvor der ikke er sparret på smørret.  Det er ikke en ret for os, der er på skrump, men nej hvor smager det godt.

 

Røsti – Morgenmad i Schweiz og aftensmad i Danmark

røstiRøsti – Endnu en gang inspiration fra udlandet. Røsti – eller rösti – kommer fra schweiziske kanton Bern, men bliver af mange schweizere i dag nærmest betragtet som nationalret. I Schweiz bliver røsti typisk spist til morgenmad – i Danmark har jeg mest oplevet at røsti bliver spist til aftensmad og kun en enkelt gang har jeg oplevet røsti i en brunch.

Røsti er egentlig bare kartofler der er revet og derefter stegt på panden, som vi gør i vores opskrift, men du kan også bage dem i ovnen. Kartoflerne kan være kogt eller rå.

 

Kartoffel-porre suppe med et ostetwist – Til de mørke aftener

kartoffel porre suppeKartoffel-porre suppe er min favorit suppe om vinteren. Kartoffel-porre suppe opskriften burde måske være gemt lidt væk indtil dagen begynder at blive koldere, men nu er temaet kartoffelretter. I den opskrift du finder her på HurtigMums, der har vi ud over kartofler og porrer brugt en smule Gorgonzola. Det kan godt være du syntes det lyder lidt underligt, men prøv den Gorgonzola i din kartoffel-porre suppe det er faktisk rigtig lækkert.

 

Flødekartofler – Lige som dengang i 80’erne

flødekartoflerFlødekartofler – Til enhver fest og ofte til hverdag også hvis der skulle kræses lidt til dagligdag, så stod den på flødekartofler – eller flødestuvede kartofler, som helt rigtig hedder. Sådan var det i 80’erne – i hvert fald hjemme hos mig. Jeg tror det blev lidt for meget på et tidspunkt, men nu er glæden ved flødekartofler vendt tilbage, og det er den også i resten af den danske befolkning.

Flødekartofler er ved at få en renæssance, og her kan du finde opskriften.

 

Brunede kartofler – Hele vejen fra nu over Mortens Aften til Julen

brunede kartoflerBrunede kartofler – De hører højtiderne til og de hører de mørke tider til. Brunede kartofler er den sidste ret på listen, og vi anbefaler, at når du spiser brunede kartofler, så spiser de melede hvide kartofler ved siden og naturligvis en god brun sovs. Så bliver det i hvert fald ikke mere klassisk og dansk. Ja vi startede med de  “franske kartofler” Pommes Anna, og selvom vi ender ved ærkedanske brunede kartofler, så ender vi alligevel i det franske. Den franske madjournalist Lucienne Desnoues udgav 1978 et stort værk om kartoffelretter fra hele verden. Som det danske bidrag til kartoffelretter beskrev hun: “Pommes de terre danoises” og ja du har gættet rigtigt, det var nemlig brunede kartofler.

Print Friendly, PDF & Email

x