Ristede græskarkerner

Ristede græskarkerner kan smages til med forskellige krydderier eller blot drysses med lidt salt. Du behøver ikke bruge voldsomt meget salt, og hvor meget du bruger er naturligvis en smagssag. Prøv dig evt. frem, indtil du får det resultat, du synes er det mest velsmagende.

Ristede græskarkerner på panden

Klassiske saltede og ristede græskarkerner er nemme at lave. Du behøver kun tre ingredienser og 5-10 minutters tid i overskud. Nemmere og hurtigere bliver det ikke. Opskriften herunder er simpelthen den nemmeste og hurtigste opskrift på ristede græskarkerner, der findes.

Tilberedningstiden er selvfølgelig hvis du køber afskallede græskarkerner eller ’pepitas’, som de også kaldes. Det er spansk og betyder ’lille græskarfrø’ – i modsætning til (det store) græskarfrø med skal. Skal du selv hen at fjerne skallen på græskarfrøet, tager det noget længere tid.

Ristede græskarkerner kan laves i god tid, inden de skal bruges eller serveres.

Ristede græskarkerner

Ristede græskarkerner

Forb. tid: 5 minutter
Tilb. tid: 5 minutter
Ret: Tilbehør
Kalorier: 293kcal
Forfatter: Beate Grandahl
Græskarkerner er afskallede græskarfrø. Det kan også være kerner fra græskar, der er dyrket specifikt til at få kerner uden skal. Græskarkerner kan spises rå, som de er – lige fra posen – som en snack, som ingrediens i eller på bagværk eller som knasende topping. De kan også ristes og bruges på samme måde som de rå. Som du kan se herunder, så er det ikke raketvidenskab at riste græskarkerner.

Ingredienser



Sådan gør du

  • Læg fedtsugende papir på en tallerken. Du kan f.eks. bruge kaffefiltre eller kraftigt køkkenrullepapir. Jeg synes, at det sidste er bedst. Men husk, at det helst ikke skal være køkkenruller fremstillet af genbrugspapir, da papiret så kan indeholde rester af tryksværte. Brug køkkenruller, hvor det på pakken er angivet, at det er velegnet til madlavning.
  • Kom græskarkerner og olie i en pande og varm den op til høj varme.
  • Rør i græskarkernerne til de begynder at poppe.
  • Skru ned for varmen, tilsæt salt, og rør rundt, så saltet bliver grundigt og nogenlunde ligeligt fordelt på alle græskarkernerne.
  • Forsæt med at riste og røre i græskarkernerne endnu et par minutter, eller til de er sprøde og lækre.
  • Kom græskarkernerne over på tallerkenen med det fedtsugende papir og lad papiret sugeoverskydende olie. Forbered evt. et nyt stykke fedtsugende papir, hvis det første hurtigt gennemvædes.
  • Lad græskarkernerne køle af.

Noter

Tip I: Har du ikke noget fint salt, så brug kværnet salt – ca. ½ tsk. (før det er kværnet) afhængig af finheden – men groft salt er ikke så godt efter min erfaring. Det har sværere ved at blive ”hængende” og at fordele sig jævnt.
Tip II: I stedet for eller sammen med en mindre mængde salt kan du bruge soja. Der skal ikke ret meget til – bare sådan ca. ½ tsk. eller lignende.

Nutrition

Kalorier: 293kcal | Kulhydrat: 5g | Protein: 15g | Fedt: 26g | Mættet fedt: 5g | Natrium: 391mg | Kalium: 405mg | Fiber: 3g | Sukker: 1g | Vitamin C: 1mg | Calcium: 23mg | Jern: 4mg
Har du prøvet opskriften Fortæl os om resultatet
Ristede græskarkerner langt fra

Forskellige krydderier, du kan smage til med

Skal dine ristede græskarkerner smage af mere end bare salt, kan du bruge rigtig mange forskellige krydderier til at give dem smag med. Prøv f.eks. med:

  • Stødt spidskommen
  • Stødt ingefær
  • Stødt koriander
  • Hvidløgspulver/-salt
  • Cayennepeber
  • Paprika – evt. smoked paprika
  • Garam masala
  • Karry

Har du et favoritkrydderi, så prøv med det. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Og du kan jo altid nøjes med at lave en mindre portion. Hvis resultatet så ikke bliver så godt som forventet, gør det ikke så meget.

Skal græskarkernerne bruges til topping i f.eks. en frugtsalat eller til morgenmaden, eller skal de bruges til en sød snack, kan du også bruge:

  • Vaniljesukker/-pulver
  • Stødt kanel
  • Kardemomme
  • Honning

I disse tilfælde kan det anbefales at udelade saltet eller i hvert fald dosere i en væsentligt mindre mængde.

Ristede græskarkerner i ovn uden olie

Vil du gerne spare på kalorierne – græskarkerner i sig selv ret fede – kan du saltbage græskarkernerne i ovnen. Her behøver du nemlig ikke bruge olie. De bliver selvsagt ikke lige så ”fedtede” som de kerner, der steges i olie på panden. Men de smager fint.

Opløs 1 spsk. salt – det betyder ikke noget, om det er groft eller fint, men det fine opløses naturligvis hurtigere – i ½ dl kogende vand pr. 50 g græskarkerner.

Hæld vandet over græskarkernerne, og lad dem stå og trække i mindst 10 minutter, hvorefter det overskydende vand hældes fra.

Bred græskarkernerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i en 160° C varm ovn i ca. 20 minutter. Vend dem nogle gange undervejs.

Ristede græskarkerner tæt på

Smørristede græskarkerner

I ovnen kan du også lave smørristede/-bagte græskarkerner.

Her vender du kernerne med 15 g smør, en smule groft salt og krydderier efter eget valg. Græskarkernerne bages ved 200° C i ca. 20 minutter.

Denne fremgangsmåde kan også bruges til græskarfrø – altså græskarkerner, der stadig har skal på.

Det kan du bruge ristede græskarkerner til

Som nævnt kan græskarkerner bruges til rigtig mange forskellige formål. Både rå og ristede.

Du kan bruge dem til knækbrød eller andet bagværk, som brød og boller. Og de kan bruges enten som en ingrediens i dejen eller som et drys oven på eller som begge dele.

Ristede græskarkerner smager også godt som topping på morgenmaden – f.eks. oven på yoghurt eller ymer eller oven på havregrød eller chiagrød – her kan den søde variant klart anbefales.

Ristede græskarkerner smager også lækkert i eller på hjemmelavede myslibarer. Her kan du bruge både den salte og den søde variant.

Derudover kan du bruge den som drys på varme retter, f.eks. græskarsuppe eller andre supper, rodfrugtmos eller andre former for mos, eller som en sprød tilføjelse i forskellige slags salater.

Endelig kan du også servere dem som en sprød snack til et glas vin eller øl. Husk at lægge små skeer, tænger eller lignende, som gæsterne kan tage med for hygiejnens skyld.

Du kan selv lave græskarkerner af græskarfrø

Har du lavet græskarlygte til halloween, så har du en masse græskarkød og -frø tilovers. Lad det ikke gå til spilde. Græskarkødet kan du bruge til en græskarsuppe, græskarkage eller græskartærte.

Frøene kan du fjerne skallen på, så får du græskarkerner.

Ristede græskarkerner

Ristede græskarfrø

Eller du kan riste dem i ovn eller på pande, som heroverfor beskrevet og bruge dem på stort set samme måde som nævnt overfor. Dog kan ristede græskarfrø godt blive lidt seje i det.

Først skal du have fjernet alt kødet fra frøene – intet må blive tilbage. Du kan evt. koge dem i vand i et par minutter. Så er det lidt nemmere at få fjernet det sidste orange snask, som ellers kan sidde rigtig godt fast på frøene og være ret genstridigt at få af.

Når alt kødet er fjernet, lader du frøene dryppe godt af. Så blander du olivenolie, evt. soja, salt og krydderier – eller hvad frøene nu skal have smag af. Herefter tilsætter frøene og kommer hele molevitten på panden eller på en bageplade beklædt med bagepapir, hvorefter frøene steges/bages. De skal have lidt længere tid end græskarkernerne.

Tip: Jeg har læst et sted, at hvis græskarfrøene bliver kogt i 15-20 minutter i letsaltet vand, så skulle de ikke blive seje. Men det er ikke noget, jeg selv har eksperimenteret med, så jeg ved ikke, om det er korrekt. Hvis det er noget, du har erfaring med, så hører jeg gerne om det.

Græskarkerner er sunde

Jeg ved godt, at vi helst skal spare lidt på saltet, men vi kan jo heller ikke helt undvære det. Ristede græskarkerner er en god måde – og i hvert fald en lækker måde – at få salt på. For så meget salt er der jo heller ikke i … (Kan du se jeg pudser glorien og krydser et par fingre på ryggen?)

Derforuden er græskarkerner fulde af næringsstoffer, som er gode for dit helbred – bl.a. er de rige på calcium, kalium, magnesium, fosfor, selen, zink, jern og omega-3 fedtsyrer samt nogle forskellige vitaminer.

Der er dog – som tidligere nævnt – også en del fedt i. Heldigvis de umættede fedtsyrer, som jo er de sunde. Men de feder altså stadig lige så meget som de mættede fedtsyrer. Så hvis du vil tabe dig, skal du holde dig fra græskarkerner – både de rå og de ristede – eller i hvert fald spise minimalt af dem.

Opbevaring og holdbarhed

Hvis du køber græskarkerner i stedet for at bruge dem fra græskarret, kan de holde sig rigtig længe. Danske græskar er i sæson i september-oktober. Og får du renset frøene pertentligt og får tørret dem grundigt, kan de holde sig i en beholder med tætsluttende låg i ca. ½ år, hvis du opbevarer dem mørkt, tørt og ikke for varmt.

Ristede græskarkerner skal opbevares på samme måde. Så kan de holde sig en uges tid.

Så, hvis du ved, du skal bruge ristede græskarkerner langt fremme i tiden, kan det altså bedre betale sig at gemme de rå græskarfrø/-kerner og riste dem, kort før de skal bruges.

De rå græskarkerner/-frø kan også fryses. I fryseren kan de holde sig i ca. 1 år.

Jeg har ikke forsøgt at fryse og optø ristede græskarkerner af den simple grund, at noget siger mig, at det ikke er en god idé.

Beate Grandahl

Beate Grandahl

Beate Grandahl, uddannet kostvejleder, ihærdig forkæmper for at stoppe madspild og vild med at kaste sig over nye opskrifter i køkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Se også disse opskrifter

Cookie indstillinger
Annonce