Skal der holdes 80’er-fest med campinghabit, disko-jumpsuit eller farverigt fitnesssæt, plastiksmykker, kreppet hår og spejlglas i solbrillerne og selvfølgelig retter fra dengang – eller savner du bare maden – så giver vi dig her noget inspiration til, hvad du kan servere.
Her får du nemlig 6-7 forslag til 80’er-retter.
Omelet
Omeletten blev populær i 80’erne. I hvert fald i byen, mens man på landet syntes, at det var noget kjøvenhavneri og stædigt blev ved med at kalde det for æggekage. Om en æggekage og en omelet egentlig er det samme, kan du læse min mening om, når du klikker på linket herover eller på billedet af omeletten. Du får naturligvis også opskriften.
Minestronesuppe
Minestronesuppe var måske ikke kun for byboerne, men den var svær at opdrive på landet. For selvom pizzeriaerne var ret udbredt i 80’erne, så skulle der køres noget længere for at besøge en ægte italiensk restaurant. Det behøver du dog ikke, for du får opskriften, så du selv kan lave den ved at klikke på linket eller billedet af suppen.
Tunmousse
Tunmousse var forretten i 80’erne i den moderne husmors hjem. Hun havde fået opskriften fra mejerierne, som sendte gratis opskrifthæfter til alle husstande for at lancere de nye mælkeprodukter, som f.eks. cremefraiche og lignende. Fik du i ikke fat i hæftet med tunmousseopskriften i 80’erne, så få vores opskrift ved at klikke på linket i starten af teksten eller billedet herunder.
Græsk farsbrød
Græsk farsbrød erstattede mere eller mindre den forlorne hare. Muligvis fordi Spies sendte danskerne på ”billige” rejser sydpå, hvor vi smagte på fremmed mad, som vi naturligvis måtte lave hjemme. Til det græske farsbrød spiste vi tomatsalat med feta, som dengang ikke var lige så nemt at opdrive som nu. Du finder opskriften på det græske farsbrød ved at klikke på link eller billede.
Glaseret skinke
Glaseret skinke var en landeplage i 80’erne. Det var gæstemad – ikke nødvendigvis som i fest, men blot en fredag eller lørdag aften i vennernes selskab. Til den glaserede skinke spiste vi masser af flødekartofler. Ligesom lammekølle og flødekartofler også hørte til på top 10-listen sammen med snegle, kastanjer og hvidløgsflutes. Klik på linket eller billedet for at få opskriften på glaseret skinke.
Indbagt mørbrad
Indbagt mørbrad – og det skulle selvsagt være oksemørbrad – var bare én af de ting, vi pakkede ind i butterdej i 80’erne. Da vi kom lidt længere op i 80’erne kunne vi endda købe dem – oksemørbraderne og de andre ting pakket i butterdej – på frost. Fiks og færdige lige til at putte i indkøbskurven, hjem i fryseren og senere i ovnen. Find opskriften på indbagt mørbrad ved at klikke på linket eller billedet.
Lørdagskylling
Lørdagskylling får du ikke opskriften på, når du klikker på linket eller billedet herunder. I stedet får du opskriften på en hel kylling stegt i ovn. Lørdagskyllingen behøver ingen opskrift. Du fandt den i supermarkedets frysedisk fra 1982. Den var en parteret kylling i foliebakke, krydret og klar til at kyle i ovnen. Det var nemt og bekvemt, og den røg da heller ikke kun i ovnen om lørdagen, men alle ugens dage.