Reklame · Artiklen indeholder reklamelinks. Køber du eller beder om tilbud via et link, får hurtigmums.dk provision. Det ændrer ikke din pris.
Mon du også husker Danpos populære lørdagskylling? Den var et hit i 80’erne. Nærmere bestemt kom den på markedet i 1982. Det var en parteret, ovnklar kylling i folieform – lige til at smide i ovnen ved et par hundrede grader i en times tid. I 2006 var populariteten dog faldet så meget, at den ikke længere gav overskud og derfor blev taget ud af produktionen. Savner du også lørdagskyllingen? Lav den selv.
For selvfølgelig kan du lave en lækker lørdagskylling selv. Jeg vil endda vove den påstand, at den smager bedre end Danpos – eller det kan den i hvert fald komme til. Min udgave er kyllingeoverlår på et leje af bagekartofler, løg, hvidløg og chili, der får en marinade af olie, balsamico, soja og paprika og 45 minutter i ovnen. Alt i ét fad, så opvasken er til at overse.
I 80’erne spiste vi ofte kartofler til lørdagskyllingen – hasselbackkartofler med en blandet salat, kogte kartofler med sovs af saften fra foliebakken og agurkesalat til, eller pommes frites fra frost, der bare blev smidt med i ovnen. Her er kartoflerne allerede i fadet, så du slipper for at tænke på dem. Få opskriften på lørdagskylling herunder.

Lørdagskylling
Ingredienser
- 3 store bagekartofler
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1-2 chilipebre afhængig af størrelse og styrke
- 4 kyllingeoverlår eller lignende mængde kyllingekød på ben
- 1 dl olivenolie
- 1 dl solsikkeolie
- 1 spsk. lys balsamicoeddike
- 1 spsk. sojasauce
- 2-3 spsk. paprika afhængig af smag
- salt og peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200° C, varmluft.
- Skyl bagekartoflerne, og skær dem i grove stykker.
- Pil løg og hvidløg, skær løget i både, og hak hvidløgsfeddene fint.
- Skyl chilipebrene, og flæk dem – du behøver ikke fjerne kernerne.
- Kom det hele i et ovnfast fad, og bland det godt rundt.
- Læg kyllingelårene oven på grøntsagerne med skindsiden opad.
- Pisk olivenolie, solsikkeolie, balsamicoeddike, sojasauce, paprika samt salt og peber sammen til en marinade, og fordel den nogenlunde ligeligt ud over kød og grøntsager.
- Drys kødet med lidt ekstra salt.
- Sæt fadet i ovnen i 45 minutter, til kartofler og kød er mørt.
Noter
Sådan ser processen ud
Først skærer du bagekartoflerne i grove stykker, løget i både og hakker hvidløget fint. Chilien flækker du bare – kernerne kan godt blive siddende, medmindre du vil have retten mildere. Det hele kommer i et ovnfast fad, og kyllingelårene lægges ovenpå med skindsiden opad.
Marinaden pisker du sammen af de to slags olie, lys balsamicoeddike, sojasauce, paprika, salt og peber, og så fordeler du den nogenlunde ligeligt over kød og grøntsager. Et ekstra drys salt på kødet, og fadet sættes i ovnen i 45 minutter, til kartofler og kød er mørt.






Hvad er en lørdagskylling?
En lørdagskylling er en parteret, færdigmarineret kylling i en foliebakke, som Danpo sendte på markedet i 1982. Låget skulle bare fjernes, inden bakken blev sat i den forvarmede ovn, og så stod aftensmaden klar en times tid senere. Det var nemt og billigt, og det blev et kæmpe hit i de danske køkkener – i mit også.
Navnet siger det meste: Det var lørdagsmad. Weekendens lidt bedre måltid, uden at nogen behøvede at stå i køkkenet i timevis. I 2006 stoppede Danpo produktionen, fordi salget ikke længere gav overskud, og siden har mange af os lavet vores egen udgave – med de krydderier, vi nu engang holder af.
Kan man stadig købe lørdagskylling?
Danpos originale lørdagskylling har ikke været i produktion siden 2006. Der dukker af og til kyllinger op i køledisken under samme navn, men det er ikke Danpos opskrift, og i mine øjne er det både nemmere og bedre at lave den selv. Det tager ti minutters forberedelse, og resten klarer ovnen.
Fordelen ved at lave den selv er også, at du bestemmer, hvor meget paprika og chili der skal i, og at du kan bruge præcis de stykker kylling, du bedst kan lide. Og så siver kødsaften ned over kartoflerne under tilberedningen, hvilket giver en herlig smag – det får du ikke i en bakke, hvor kartoflerne står ved siden af.
Hvilken del af kyllingen kan bruges til lørdagskylling?
Danpos lørdagskylling var – som tidligere nævnt – en parteret kylling. Altså en hel kylling, hvor du fik både bryst, over- og underlår osv. Jeg bruger overlår, men det kunne lige så godt være underlår – så skal der bare flere til. Jeg synes bare, det er nemmere at få tilpas tilberedte stykker kød, hvis størrelsen på og fastheden af kødet er ens.
Vil du have den helt autentiske udgave med en hel, parteret kylling, kan du sagtens det. Så skal du bare regne med, at brystkødet er færdigt før lårene. Har du hellere lyst til en hel kylling uden at partere den, har jeg en opskrift på helstegt kylling, og i min guide til kylling i ovn kan du læse mere om de forskellige stykker.
Hvor lang tid skal kyllingeoverlår have i ovnen?
Kyllingeoverlår med ben skal have 45 minutter ved 200° C varmluft i denne opskrift, hvor de ligger oven på kartoflerne. Tiden passer med, at bagekartoflerne i grove stykker bliver møre samtidig, så det hele er klar på én gang.
Hvis du bruger underlår eller brystkød, kan tilberedningstiden godt variere. Skal kødet have kortere tid end 45 minutter, kan du skære kartoflerne mindre ud, så de ikke bliver helt til mos. Kylling skal altid være gennemstegt – kødet skal slippe benet, og saften skal være klar, når du stikker i det tykkeste sted. Ovne er ikke ens, så kig til fadet de sidste ti minutter.
Lørdagskylling i foliebakke
Danpos lørdagskylling kom som nævnt i en foliebakke, hvor låget bare skulle fjernes, inden bakken blev sat i den forvarmede ovn. Jeg må indrømme, at jeg tilbereder kylling, kartofler og de øvrige ingredienser i et ovnfast fad – også selvom den på billedet er anrettet i en foliebakke. Det gjorde jeg kun for autenticitetens skyld.
Har du lyst til at lave den i en foliebakke alligevel, så gør det endelig. Sæt bakken på en bageplade, så den er nem at få ind og ud af ovnen, og regn med, at et ovnfast fad holder bedre på varmen. Smagen bliver den samme – det er marinaden og kyllingen, der gør arbejdet, ikke bakken.
Hvor længe skal en lørdagskylling have?
En hjemmelavet lørdagskylling med overlår skal have 45 minutter ved 200° C varmluft, når kartoflerne ligger med i fadet. Danpos bakke fik et par hundrede grader i en times tid, men den var jo også en hel kylling i stykker, og dengang gik der lidt længere tid med at få varmen ind gennem folien.
Laver du den med en hel parteret kylling, er det lårene, der bestemmer tiden – brystet er færdigt før. Tag brystet op, når det er gennemstegt, og lad lårene og kartoflerne blive i ovnen. Er du i tvivl, så stik i det tykkeste sted på et lår: Er saften klar, og slipper kødet benet, er den færdig.
Marinaden: paprika, soja og lys balsamico
Marinaden er det, der gør lørdagskyllingen til lørdagskylling – det røde, lidt krydrede skind, som alle husker fra bakken. Min udgave er paprika i rigelig mængde, lidt sojasauce til salt og farve, en skefuld lys balsamicoeddike til syre og to slags olie, så der er nok til både kød og kartofler.
Olivenolien giver smag, og solsikkeolien gør, at den ikke bliver for dominerende. Har du kun den ene slags, så brug 2 dl af den – det er ikke dér, retten står og falder. Paprikaen kan du derimod ikke springe over, og 2-3 spsk. lyder af meget, men det er dét, der giver farven. Brug sød paprika som udgangspunkt, og giv eventuelt en teskefuld røget paprika med, hvis du holder af det.
Pisk marinaden sammen i en lille skål, og fordel den over det hele med en ske, så både kødet og kartoflerne får deres del. Det ekstra drys salt på kødet til sidst gør skindet sprødere.
Sovs af skyen fra fadet
Efter 45 minutter ligger der en rødlig, krydret sky i bunden af fadet, og den er for god til at smide ud. Serverer du kogte kartofler eller brød til, kan du hælde skyen direkte over – eller jævne den til en hurtig sovs.
Hæld skyen i en lille gryde, og giv den et opkog. Jævn den med lidt maizena rørt op i koldt vand, eller lav en opbagt sovs, hvor skyen bruges i stedet for noget af bouillonen. Smag til med salt og peber, og måske en smule mere paprika. Er der meget olie i skyen, så skum den af først, så sovsen ikke bliver for fed.
Hvad kan spises sammen med lørdagskylling?
Kartoflerne er allerede i fadet, så i princippet mangler du kun noget grønt. En skål grøn salat, en tomatsalat eller en skål coleslaw passer fint til den krydrede kylling. Vil du gøre det rigtig 80’er-agtigt, så servér den, som vi gjorde dengang:
- Hasselbackkartofler og blandet salat: Drop kartoflerne i fadet, og lav i stedet hasselbackkartofler ved siden af. Så skal kyllingen bare have løg, hvidløg og chili under sig.
- Kogte kartofler, sovs og agurkesalat: Saften i fadet er fuld af smag efter 45 minutter med paprika og soja. Brug den som bund i en opbagt sovs eller en brun sovs, og servér agurkesalat til.
- Pommes frites: For de helt dovne var det pommes frites fra frost, der blev smidt med i ovnen. Vil du lave dem selv, har jeg en opskrift på pommes frites – og en chilimayo passer godt til.
- Brød: Et stykke flutes til at suge marinaden op med er aldrig forkert.
Varianter af lørdagskylling
Lørdagskylling er mere en idé end en fast opskrift, så den tåler at blive lavet på din måde. Her er et par af dem, jeg selv bruger:
- Mildere til børnene: Udelad chilien, eller fjern kernerne, og hold dig til 2 spsk. paprika. Så er den stadig rød og rigtig lørdagsagtig, men uden at nogen skal have mælk til.
- Hel parteret kylling: Partér en hel kylling i otte stykker, og læg dem i fadet som i opskriften. Tag brystet op lidt før lårene, hvis det er færdigt.
- Flere grøntsager: Peberfrugt i grove stykker og et par gulerødder i skiver kan sagtens gå med i fadet. De skal bare have samme tid som kartoflerne, så skær dem ikke for små.
- I airfryer: Har du ikke plads til et fad, kan lårene alene laves som mine kyllingelår i airfryer – så laver du kartoflerne ved siden af.
- Den cremede udgave: Er det ikke paprika, du er ude efter, har jeg en helt anden kylling i fad med fløde, og min paprikagryde giver paprikasmagen på en gryde i stedet.
Flere retter fra 80’erne
Lørdagskyllingen var langt fra det eneste, vi spiste dengang. Holder du 80’er-fest, eller savner du bare maden, har jeg samlet mine bud på retter fra 80’erne – med tunmousse som forret, græsk farsbrød og omelet i byen, og minestronesuppe for dem, der havde været på pizzeria.
Og skulle lørdagskyllingen blive en fast tradition igen, så er det ikke det værste, der kan ske. Den passer sig selv i ovnen, hele familien kan spise den, og den smager – tør jeg godt sige – bedre end den i bakken.





