Her får du en let lækker variant på blomkål i airfryer.
Blomkål i airfryer
Ingredienser
- 1 blomkålshoved
- ½ dl smagsneutral olie
- 1 tsk. sennep – gerne en stærk evt. grovkornet sennep
- 1 tsk. røget paprika
- 1 tsk. sød paprika
- 2 tsk. løgpulver
- ½ tsk. hvidløgspulver
- ½ tsk. salt
- ½ tsk. peber
- 100 g revet mozzarella
Sådan gør du
- Forvarm din airfryer til 180° C.
- Soigner blomkålshovedet, og skær det i skiver på ca. 1-1½ cm i tykkelsen.
- Bland de øvrige ingredienser – undtagen osten – sammen til en marinade.
- Pensl blomkålsskiverne på begge sider med marinaden.
- Læg dem på et stykke bagepapir i skuffen eller på en bageplade eller rist.
- Drys med revet ost på den side af blomkålen, der vender opad.
- Sluk for airfryeren, sæt blomkålen ind i den, og lad den stå et par minutter, til osten er begyndt at smelte lidt og sætte sig fast (så den ikke flyver op i varmelegemet).
- Tænd igen for airfryeren på 180° C, og giv blomkålen ca. 12-15 minutter, eller til osten er gylden.
Nutrition
Min opskrift på blomkål i airfryer
Det er sjældent, jeg laver blomkål i airfryer af et helt blomkålshoved, da jeg ofte kun laver til to personer. Jeg bruger så det midterste af blomkålshovedet, for her kan jeg få de pæneste skiver. Resten af blomkålshovedet bliver så brugt til andre blomkålsretter en anden dag.
Skal jeg lave bagt blomkål af hele blomkålshovedet, foretrækker jeg at bruge min ovn i stedet for airfryeren. Da jeg ellers ville skulle bage dem ad flere gange, og så er der ikke så meget sparet.
Det er ikke altid, jeg laver blomkål i airfryer efter opskriften herover. Du kan nemlig give din blomkål lige præcis den smag, du bedst kan lide. Og variere efter lyst.
Nogle gange bruger jeg opskriften på bagt blomkål dog uden at grille.
Nogle gange laver jeg også paneret blomkål i airfryeren. Her skærer jeg blomkålen ud i buketter af mellemstørrelse. Vender dem med lidt olie og derefter i rasp blandet med lidt salt og peber. Giver dem et spray olie og kommer dem i airfryeren.
De kan ligeledes spises som tilbehør til forskellige retter eller spises som en snack.
Stop madspild
Jeg har lært hjemmefra, at stok og de grønne blade er skrald. Men begge dele kan altså spises. Faktisk er især midten af stokken dejlig sprød og saftig. Og det samme gælder for de mindste af bladene.
Brug de mindste af bladene i en lækker efterårssalat med f.eks. figner, valnødder og skimmelost. Eller i en rosenkålssalat med appelsiner og rødløg, hvor du skifter rosenkål ud med blomkålsblade.
De grovere blomkålsblade kan du lave pesto af, hvor du så bruger blomkålsblade i stedet for basilikum eller blander begge dele.
Stokken – undtagen den nederste grove skive – kan du bruge til blomkålssuppe, blomkålsmos eller blomkålsris. Sidstnævnte kan spises på samme måde som ris, eller de kan bruges til blomkålsfrikadeller eller blomkålspizza, eller du kan bage brød med dem.