Guide til den bedste kaffe

For mange mennesker findes der intet bedre end et skud opkvikkende koffein til morgenmaden, efter frokost og om eftermiddagen. Dette nyder rigtig mange godt af, eftersom vi i Danmark er blandt de største kaffedrikkere i verden. Desværre nøjes mange med kaffe fra tankstationen eller måske endda instant-kaffe, hvor kaffens fantastiske smag aldrig rigtigt kommer til sin ret.

I denne artikel bliver du derfor introduceret for de bedste og mest spændende måder at brygge kaffe på, uanset om du er til mildere eller stærkere kaffesmag.

kaffeguide

Flere af kaffebryggerne er både billige og simple at bruge, så læs med herunder hvis du vil inspireres til nye kaffeoplevelser:

Filterkaffemaskine – klassikeren som alle kender

Den klassiske kaffemaskine kender de fleste, men i dag er den ikke så udbredt som førhen. Det skyldes primært at nye fikse maskiner er kommet til og har vundet indpas i de moderne hjem. Filterkaffen er dog på vej tilbage, og det skyldes sandsynligvis at kaffen er nem at lave og tiltaler de fleste på grund af de milde smagsnuancer.

Helt grundlæggende fungerer kaffemaskinen ved at den opvarmer vandet, lader det dryppe igennem et filter med kaffe hvorefter det løber ned i en opvarmet glaskande eller i en termokande. Et af de vigtigste kriterier for en god smagsoplevelse, er at kaffen brygges ved rette temperaturer. Er vandet for koldt kan kaffens aroma ikke nå at frigøres, og er det for varmt bliver kaffen bitter.

De fleste videnskabelige testresultater viser at der er stor forskel på kaffemaskinerne og deres evne til at brygge god kaffe. Du kan læse mere om hvilke kaffemaskiner der er bedst hos Reviuu.dk.

Espressomaskine – til stærk espresso og specialiteter

Espressomaskiner findes både i manuelle og fuldautomatiske udgaver, og begge kan de brygge en stærk espresso som er grundelementet i rigtig mange kaffespecialiteter. De mest populære modeller er de fuldautomatiske, hvor du blot skal trykke på en knap for at få en kop kaffe. Flere modeller klarer sig desuden godt i test og rangeres højt, fordi de laver god kaffe.

Herunder kan du læse om de manuelle og fuldautomatiske espressomaskiner:

Manuel espressomaskine:

Den manuelle espressomaskine fungerer på nøjagtigt samme måde som de maskiner, der benyttes på caféer og restauranter. Du fylder en bajonet med helt fintmalet kaffe, pakker det med en tamper og sætter bajonetten i maskinen. Herefter sørger en pumpe for at danne et højt tryk, hvorefter det opvarmede vand føres igennem bajonetten og ekstraherer de gode smagsstoffer og koffeinen fra kaffebønnerne. Det giver en mørk espresso med en fantastisk crema, som kan drikkes for sig selv eller bruges til en caffé latte eller lignende. Den manuelle espressomaskine kræver en del øvelse at anvende korrekt, men frembringer også en espresso så tæt på den ægte caféoplevelse som muligt.

Fuldautomatisk espressomaskine:

Her kan de fleste være med, da den fuldautomatiske espressomaskine klarer det hele for dig. Du skal blot påfylde kaffebønner, vand og i nogen maskiner tilslutte en mælkebeholder, hvorefter den kværner bønnerne, opvarmer vandet og brygger kaffen direkte i koppen. Det hele sker ved tryk på en enkelt knap, og nogen maskiner kan ligeledes opvarme og skumme mælk til en caffé latte eller cappucino. Når først du har læst brugsanvisningen og fundet ud af hvordan maskinen virker, kræver den blot løbende påfyldning og rengøring. Det er selvfølgelig en del mere krævende end filterkaffemaskinen, men til gengæld kan du lave rigtig mange forskellige slags kaffe uden at læse bøger og øve bryggeteknikker.

Stempelkande – den rustikke kaffeoplevelse

Hvis du forestiller dig en lille café tæt ved Middelhavet med bølgeskvulp og fuglekvidder i baggrunden, så er det ikke unormalt at morgenmaden indtages med en kop friskbrygget stempelkaffe. Stempelkanden i sig selv er normalt en flot glas- eller stålkande i et simpelt design, og selve brygningen er også meget enkel. Vandet opvarmes til en temperatur på cirka 95 grader, hvorefter det hældes over kaffen. Derefter skal det stå og trække cirka 4 minutter, hvorefter filteret trykket ned så kaffegrumsen fanges på bunden.

Stempelkaffe opleves af de fleste som værende kraftigere og mere fyldig end almindelig kaffe, og til det store morgenbord eller eftermiddagskagen er den således et perfekt supplement.

Stempelkander fås i mange variationer og størrelser, så der både kan brygges portioner fra 2 kopper og op til 8-10 kopper ad gangen. Der kræves speciel grovmalet kaffe til stempelkanden, så her skal du muligvis male kaffebønnerne selv eller nøjes med det normalt sparsomme udvalg i supermarkedet.

Mokkabrygger – italienernes allemandseje

En mokkabrygger, også kendt som mokakande, er indbegrebet af stærk italiensk kaffe. Den lille fikse kande ligner til forveksling en lille kedel med en ekstra bund, men anordningen er mere raffineret end som så. Den består typisk af en overdel hvor den færdige kaffe udløber, samt en underdel hvor vand koges op og presses op gennem en filtertragt fyldt med fintmalet kaffe.

Mokkabryggeren fremstiller således en stærk kaffe under højt tryk, og denne minder til forveksling om espresso brygget på store maskiner. Det er da også næsten samme koncept, da kaffebønnerne i begge tilfælde er fintmalede og kaffen ekstraheres under højt tryk.

Kaffen nydes bedst fra små espressokopper, men kan også med fordel bruges i blandt andet cappuccino og caffé latte.

Kapsel kaffemaskine – når det skal gå hurtigt

Der hersker en del debat om de mange forskellige kaffemaskiner, som brygger kaffe ved hjælp af kapsler eller puder. Mange mener ikke at det kan betegnes som “rigtig kaffe”, men hvorom alting er har disse maskiner indtaget rigtig mange private hjem i de seneste par år.

Idéen er at det skal være så nemt og hurtigt som muligt at få en god kop kaffe, og med disse maskiner skal du blot påfylde vand, indsætte en kapsel/pude og trykke på en knap. Derefter brummer maskinen lidt, og kaffen brygges efterfølgende i løbet af få sekunder.

Kaffens smag er ikke helt på højde med friskbrygget filterkaffe, men de fleste vil mene at den er fin nok til et hurtigt skud koffein på en travl hverdag.

De mest udbredte maskiner er dem der kører på Nespresso-kapsler, og til disse fås også et stort udvalg af “kopi”-kapsler fra flere andre kaffeproducenter.

Er kaffe sundt?

Det er i flere studier konstateret, at kaffe har mange gavnlige effekter. Det nævnes blandt andet at kaffe måske har indvirkning på risikoen for at få hjertekarsygdomme, diabetes og kræft, hvilket ikke lyder helt dårligt.

Du kan faktisk drikke helt op til 5 kopper kaffe om dagen og stadig opnå disse sundhedsfordele, så hvis du i forvejen ligger på 3-4 kopper behøver du ikke være urolig. Du bør dog være påpasselig med at drikke kaffe efter klokken 17, især hvis du har svært ved at falde i søvn om aftenen.

Ligeledes er det kun sort kaffe som har disse fordele, så hvis du har for vane at tilsætte sukker og mælk, er kaffen selvfølgelig ikke helt så gavnlig.

Picture of Laust Kehlet

Laust Kehlet

Laust Kehlet er fast madskribent, står for drinksopskrifter og han er også anmelder hos HurtigMums.dk Laust er fungerende chefredaktør på siden, så du er altid velkommen til at skrive til ham direkte på [email protected]

En reaktion

  1. Oki …. vi har den fineste Siemens coffemaker …

    men……. jeg mangler smagen af kaffe… det smager jo af ingenting .. og det er på trods af afprøvning af dyre bønner… Ristet på forskellige måder????

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre anmeldelser fra HurtigMums