Hverdagsmad

Hverdagsmad

Hvad er hverdagsmad? Der er flere krav, der skal være opfyldt, når du skal lave mad til hverdag.

Det skal være sundt, så det skal indeholde de næringsstoffer, der er nødvendige for vores krop, og det skal mætte godt. Masser af fibre og grønt, proteiner og også lidt fedt.

Det skal helst ikke være for besværligt med 20 forskellige ingredienser – eller flere – at holde styr på.

Det skal helst også være hurtigt færdigt. For selvom du kan sætte maden over i en slow cooker om morgen og lade den stå og simre hele dagen, til du kommer hjem fra arbejde, så er det de færreste af os, der har overskud til at starte på aftensmaden, lige efter vi er væltet ud af sengen.

Endelig skal det heller ikke være for dyrt. Det er da meget muligt, at et par chateaubriander måske ikke tager længere tid at lave end en hakkebøf med pommes frites, så hører chateaubriand vel næppe til blandt hverdagsmad.

Herunder får du en masse forslag til hverdagsmad, som du kan vælge og vrage imellem, når du skal i køkkenet alle ugens dage.

Mad med hakket kød

Hakket kød – også kaldet fars

Boller i karry – En god gammel, dansk ret og en af børnenes favoritter. Nem og hurtig at lave, og så er du næsten sikker på, at der bliver spist op. Kødboller kan laves af hakket kalv, hakket gris, blandet hakket kalv og flæsk eller af hakket kylling. I opskriften er der brugt blandet kalv og flæsk.

Burger – Det er så hyggeligt at sidde rundt om bordet og samle hver sin burger. Bollerne kan du bage selv eller købe færdiglavede. Det kan du også med bøfferne, men her vil vi klart anbefale at lave dem selv. Sæt alle ingredienser på bordet, og så er det tid til at bygge burgere.

Bøf med løg – Retten du kan servere som både hverdagsmad og gæstemad. En ret de fleste kan lide. Supernemt, superlækkert og hurtigt at lave. Husk at lave rigeligt med bløde løg, for de er bare med til at give den gode smag. Serveres traditionelt med kogte kartofler, brun sovs og lidt surt.

Cannelloni – Cannelloni er en italiensk hverdagsret. De italienske mamas har også lidt mere tid, men alligevel 50 minutter, det kan du godt overkomme på en hverdag, så må I bare spise fem minutter senere. Det er billig mad og nemt at lave, og så smager det fantastisk. Disse cannelloni er fyldt med hakket oksekød og mosede tomater.

Farserede porrer – Meget få ingredienser, hurtig og nem tilberedning, forholdsvist billige råvarer. Og der er både proteiner, kulhydrater, fibre og fedt til stede i retten. Men det bedste af det hele er, at det smager helt fantastisk. Smager godt sammen med kogte grøntsager og sovs af en art – brun eller hvid.

Fiskefrikadeller – Den nemmeste måde at få fisk i børnene på. Du kan købe fiskefars færdigrørt hos både fiskehandlere og i supermarkeder, men du kan også lave den selv af rå fisk. Og det tager faktisk ikke særlig lang tid. Til gengæld er det sædvanligvis dyrere at købe den rå fisk end fiskefarsen.

Frikadeller – Danske, stegte kødboller. Mon ikke de fleste danske familier får frikadeller med jævne mellemrum. Det kunne næsten have været Danmarks nationalret, men det er det ikke, for det er stegt flæsk jo. Frikadeller kan laves på mange måder. I opskriften finder du to af dem samt en masse forslag til tilbehør.

Græsk bøf – Eller bare græsk inspireret. Hakket oksekød blandet med løg og krydderurter samt fetaost stegt på panden som en dansk bøf – lyder det græsk? Vi ved det ikke. Men du kan jo altid servere det med tzatziki, græsk salat og græske kartofler, så lugter det da lidt af Grækenland.

Græske frikadeller – Af hakket lamme- eller oksekød. Der er stor forskel på danske og græske frikadeller. Ikke alene er det noget andet kød, der bliver brugt, de græske frikadeller er også meget mere krydrede end danske. Men de er lige så nemme og hurtige at lave som danske frikadeller.

Indianergryde – Ja, du tror måske, at en indianergryde skal simre i flere dage, men det skal den ikke. Der skal pilles løg, skrælles gulerødder og snittes kål, men ellers er der ikke meget arbejde i den – eller efter den, for det er en alt-i-én-gryde-ret – også kaldet en one pot-ret.

Italienske kødboller – Romantisk stemning på en hverdag. Det er lige før, du kan se Vagabonden trille den sidste kødbolle over til Lady, når du laver italienske kødboller. Men der behøver ikke at være romantik i luften, ungerne vil med garanti også elske retten. Retten serveres selvfølgelig med spaghetti.

Karbonader – Disse karbonader er ikke alene velsmagende, de er også lidt grønne, fordi der er kommet bredbladet persille i. De er nemme og hurtige at lave efter endt arbejdsdag. Du kan servere dem med alt fra kartofler til pastasalat, eller hvad du nu kan finde på at servere til frikadeller, bøf og lignende.

Krebinetter – Panerede krebinetter med kogte kartofler og stuvede grøntsager må siges at høre til i kategorien hverdagsmad. For i hvor mange år har det ikke jævnligt stået på middagsbordet i danske hjem? Og det bliver ved med at være en særdeles velsmagende ret, som i øvrigt også sagtens kan serveres for gæster.

Kyllingefrikadeller – Her får du grundopskriften på kyllingefrikadeller. Tilsæt krydderier, krydderurter eller grøntsager/rodfrugter du har revet, og sæt dit eget præg på smagen. Alt efter hvad du og din familie kan lide, eller alt efter hvad du har i grøntsagsskuffen og på krydderihylden. Servér med kogte eller brasede kartofler.

Kødsovs – Retten der er elsket i danske børnefamilier. Det er nemt og hurtigt at tilberede, og ungerne gider at spise det. Den variant du får her, kan du lade simre i et par timer, hvis du har tid, men du kan også nøjes med at give den 10-15 minutter. Servér med pasta eller kartoffelmos.

Köfte – Disse stegte kødboller er Tyrkiets svar på danske frikadeller. De er af lavet af hakket oksekød, og de er krydret med persille, hvidløg, chili og paprika. De tager ikke længere tid at lave end danske frikadeller, og de er bestemt en værdig modstander. Servér med tzatziki eller tomatsovs.

Lasagne – Det tager lidt tid at lave lasagne. Alligevel hører den til hverdagsmad. For hvad svarer ungerne, når du spørger, hvad de kunne tænke sig at spise til aften? LASAGNE!!! Bruger du mornaysauce slipper du for at koge bechamelsauce, og bruger du friske lasagneplader, kan du skære lidt af tiden.

Meatza – pizzaen uden dejbund. Her er det hakket kød rørt til en grov fars, der udgør bunden. Retten er nem at gå til og hurtigt færdig. Efter 40 minutter kan du kalde familien sammen omkring middagsbordet. Servér med et stykke brød og/eller en god salat efter eget valg.

Millionbøf – Millionbøf, kødsovs, væltet lokum … Nogle vil mene, at det er det samme, andre siger, det ikke er. Én ting er sikkert – det er hverdagsmad. Det er hurtigt, nemt og billigt. Retten kan nemt øges med grøntsager, der er revet, hvis der kommer uventede gæster. Rester kan bruges på f.eks. pizza dagen efter.

Pasta med kødsovs – Pasta med kødsovs minder en del om millionbøf, kødsovs og spaghetti med kødsovs. I denne opskrift er pastaen dog tilberedt – som den italienske mama ville gøre – ved, at den koger færdig i kødsovsen. Så tager den nemlig meget mere smag af det, der er i sovsen.

Spaghetti kødsovs – Børnenes favorit. Og forældrenes også, fordi der kan tilsættes alle mulige grøntsager, uden at børnene opdager det, hvis grøntsagerne bare rives fint. Opskriften her er med sambal oelek – som jo har en vis styrke – men det kan selvfølgelig udelades eller serveres ved siden af, hvis der er sarte ganer.

mad med fisk og skaldyr

Fisk og skaldyr

Bagt fisk og porrer med lufttørret skinke – Den ser flot ud, den smager lækkert, den er hurtigt lavet, og så er den klimavenlig. Det eneste du kan sætte spørgsmålstegn ved er, om den er billig. Fisk ligger som regel i den dyre ende af prisskalaen, hvad enten du køber den hos fiskehandleren eller i supermarkedet.

Dampet torsk i ovn – En pendant til kogt torsk. Det er ikke alle, der bryder sig om torsk – eller om fisk i det hele taget. Men fisk kan smage meget forskelligt, for de tager hurtigt smag af det, du krydrer og smager til med. I opskriften her er der både lime, chili og koriander. Lækkert!

Fiskefilet – Børnenes favorit. Panerede fiskefileter med grove fritter og remoulade er en nem hverdagsret. Du kan købe frosne, panerede fiskefileter, men så skal du være opmærksom på, at det ikke er meget fisk, du får for pengene. Køb heller friske fiskefileter, og paner dem selv som i opskriften her.

Nasi goreng – En ret der kan varieres i det uendelige. Eneste betingelser er, at den skal indeholde stegte ris (nasi goreng). Du kan bruge de krydderier, krydderurter og grøntsager, du føler for. Du kan tilsætte fisk, gris, fjerkræ eller lave en vegetarisk variant. I opskriften her er der brugt fisk.

Pad thai – En eksotisk ret med store rejer og masser af ingredienser, men de fleste kan købes ”færdige”. Dog skal du dog i gang med rivejernet til ingefæren og den lille kniv til hvidløg, chilipeber, forårsløg og jordnødder. Alligevel er retten færdig på bare en halv time.

Paella – Denne risret med rejer kan både serveres til hverdag og fest. For festlig ser den ud, men det tager kun en halv times tid at tilberede den. Det er også en fantastisk ret, når der kommer uventede gæster, for den er nem at øge med flere grøntsager og ris.

Pastaslat med tun – Pasta mætter godt, tun mætter godt, og kogte æg mætter godt. Og det er tre af ingredienserne i denne hurtige og nemme pastasalat. Derfor kan den også serveres som et selvstændigt måltid. Salaten kan serveres kold eller lun – gerne med et stykke godt brød til.

Salade Nicoise – Bliver også kaldt salat Nicoise. Det er en lækker og mættende salat med tun, som du måske ikke lige tænker over, skulle være hverdagsmad, men hvorfor ikke? Den mætter og er sund. Den er nem og hurtig at lave, og jo flere gange du laver den, jo hurtigere bliver du garanteret til det.

Stegte sild – I gamle dage var der ingen tvivl, stegte sild var hverdagsmad. Nu til dags er det mere sådan måske, måske ikke. Fisk er nemlig blevet en dyr spise. Men sild er ikke blandt de dyreste. Så vi tager den altså med her. Klik på linket, og få også opskriften på sennepssovs, som smager godt til.

Mad med kylling og andet fjerkræ

Kylling og andet fjerkræ

Bami goreng – Stegte nudler betyder ordene. Foruden de stegte nudler består retten af grøntsager og kød i strimler – som regel kylling eller oksekød. I opskriften her er der brugt kylling. Retten er en god måde at få brugt rester af grøntsager på. Bami goreng smager godt med et spejlæg til.

Chicken korma – Kylling på blot en halv time … deromkring. Når kyllingekød skæres i strimler eller tern, er tilberedningstiden ikke ret lang. Retten her er en kende krydret, men det kan du jo selv justere på, hvis du og din familie ikke er til stærk mad. Opskriften kan også bruges til svinekød.

Clubsandwich – En nedgradering af clubhouse sandwichen, men det bliver den ikke dårligere af. Den oprindelige version er med tre lag brød. I opskriften her er der kun to lag – en skive brød nederst og en øverst. Inde i sandwichen er der kylling og bacon, dressing og lidt grønt. En nem, hurtig, billig og velsmagende aftensmad.

Cordon bleu – Den er lige på grænsen for hverdagsmad. Ikke fordi den tager lang tid, er dyr eller vanskelig at lave, men fordi det er mad med en særlig høj standard – cordon bleu betyder blåt bånd. Cordon bleu laves oprindeligt af skinkeschnitzel, men kan også laves med kyllingebrystfilet som i opskriften her.

Cæsar salat – 90’ernes foretrukne spise, når vi var på shoppingtur i storcenteret og blev sultne og ikke kunne nå hjem og lave aftensmad. Den cæsar salat, som du får opskriften på, er både nem og hurtig at tilberede, og så smager den godt og mætter godt.

Krydrede nuggets – Børn elsker nuggets, men denne variant spiser de voksne også med glæde. Den har nemlig fået lidt mere smag ved hjælp af parmesan, tørrede krydderier og krydderurter – det giver ikke meget ekstra arbejde, det er bare at drysse det ud af posen eller glasset. Du går aldrig tilbage til de færdigkøbte igen!

Kylling i cola – Det lyder som noget, et barn har fundet på, og hvem ved, det er det måske også. Men uanset hvem der har fundet på retten, så smager den faktisk overraskende godt. Og hvorfor skulle den ikke også det, der er jo både syre og sødme i en cola.

Kylling i karry – Det der tager længst tid ved at lave kylling i karry, er at koge risene. Men imens de koger, kan du tilberede resten af retten. Saucen er lækker og cremet, og du bestemmer selv styrken på den ved at regulere hvidløg, chilipeber og karry. Skal den være mildere eller stærkere?

Kyllingeburger – Der er ikke grænser for, hvad du kan komme mellem to bollehalvdele – en over og en under. Her er det kylling, bacon, ost, dressing og lidt forskelligt grønt, der er lagt ind i bollen. Det er nemt og hurtigt. Du kan blot sætte alle ingredienser på bordet, og så kan hver især bygge sin burger.

Kyllingesalat – En salat kan sagtens gøre det ud for et helt måltid. Som f.eks. denne, som er fyldt med avokado, fetaost, cherrytomater og stegt kylling, som til sammen giver en god mæthedsfornemmelse. Skal der lidt ekstra til, kan du servere den med et stykket groft brød til.

One pot pasta – Alt-i-én-gryde-retter er utroligt praktiske, når det kommer til hverdagsmad. For ikke nok med at de smager lækkert og er hurtigt lavet, de sparer dig også for en masse opvask, da alle ingredienser jo tilberedes i samme gryde, pande eller fad. Denne one pot pasta er foruden pasta baseret på kylling.

Pastasalat med kylling – Salaten her er fyldt med kogt pasta, stegt kylling og friske sukker- eller slikærter. Serverer du en tyk skive ristet flute eller en grovbolle til, er salaten mættende nok, til at du kan servere den som et selvstændigt måltid. Hurtigt, nemt og billigt til en hverdagsaften.

Tikka masala – Eller chicken tikka masala. Pyt med navnet. Retten smager skønt – stærkt, men skønt. Der skal bruges en del ingredienser, men det tager under ½ time at tilberede retten. Du kan servere den med fladbrød eller kogte ris – sidstnævnte tager dog lidt længere tid at lave.  

Wok med kylling – Det giver god mening at lave hverdagsmaden i wokken. For når du laver wokmad, er det meget sjældent, at du bruger andre gryder eller pander end wokken. Det betyder mindre opvask. Det gør sig da også gældende i denne wok med kylling. Samtidig er det sædvanligvis også nemt og hurtigt.

mad med svine- eller grisekød

Svine- eller grisekød

Bagte kartofler med fyld – To kartofler til hver fyldt med sprød bacon, ristede champignoner, blød avocado, stærke rødløg, lidt tomat og cremet mascarpone. Det er nemt, og det er lækkert. Normalt vil det tage en times tid at bage de store kartofler, men bruger du mikroovnen kan du nøjes med en fjerdedel.

Brændende kærlighed – En ret, der har eksisteret i rigtig mange år. Lækker, luftig kartoffelmos med sprøde bacon- eller flæsketern og bløde løg. Skal det går rigtig stærkt, køber du blot toppings – altså bacon, der allerede er skåret i passende stykker. Serveres med smeltet smør og syltede rødbeder.

Bønnesalat – Nogle salater er bare så mættende, at de kan bruges som en selvstændig hovedret. Det gør sig bl.a. gældende for denne bønnesalat, som er fyldt med edamamebønner, grønne asparges, radiser, rucola, frisk mozzarella og ristet bacon. Skal den være vegetarisk, så udelad baconen, salaten mætter fint uden.

Hamburgerryg – Mange vil måske mene at hamburgerryg er gæstemad, og det er det da også. Men det er også hverdagsmad. Hamburgerryg ligger lidt højere i prisen end f.eks. skinke, men til gengæld er der ofte til to dage i et stykke hamburgerryg i en pæn størrelse. Her får du fire måder at tilberede hamburgerryggen på.

Koteletter i fad – Denne ret er sådan en ret, der kan serveres både som hverdagsmad og som gæstemad. Det hele handler om tilbehøret. Så hvor festlig din hverdagsmad skal være, bestemmer du selv. Det varer godt og vel en halv times tid at tilberede koteletterne – det kan du jo så afstemme tilbehøret efter.

Koteletter med pestosovs – En lidt anderledes måde at få koteletter på, men hvem siger også, at hverdagsmad skal være de samme syv retter om og om igen? Nej vel! Koteletterne er vendt i lidt mel og brunet, hvorefter de bliver færdigtilberedt i ovnen sammen med kartoflerne. Hertil en flot og velsmagende pestosovs.

Maskeret blomkål med bacon – Maskeret og maskeret, vi synes nu godt, det kan ses, at det er et blomkålshoved. Måske skulle det hellere hedde pyntet blomkål. Men lækkert er det i hvert fald, og det er hurtigt lavet. Der er rejer i saucen, men de kan udelades eller erstattes med f.eks. svampe.

Mørbrad i fad – Nem hverdagsmad i ovnen. Det minder lidt om mørbradgryde, men der er alligevel forskel på en del af ingredienserne. Og så bliver mørbraden i opskriften her lavet i et fad i ovnen i stedet for i en gryde på komfuret. Retten smager godt med kartofler eller ris.

Mørbrad i ovn – En supernem og afslappende måde at lave mørbrad på er at lade den stege i ovnen. Den skal have en 15-20 minutter og derefter hvile i 10-15 minutter. I den tid kan du enten tilberede tilbehøret eller slappe af eller måske lidt af begge dele.

Mørbrad med fyld – I denne opskrift fyldes mørbrad med lækre svesker og steges hel. Det betyder ikke, at det tager oceaner af tid – blot 20-30 minutter inklusiv tilberedningen. Du kan fylde en mørbrad med meget andet end svesker, og det får du også forslag til, når du klikker dig ind på opskriften.

Mørbradgryde – Mørbrad skal ikke tilberedes i særlig lang tid, og svinemørbrad kan ofte fås på tilbud i supermarkedet, og de to ting tilsammen gør mørbradgryde til en fantastisk hverdagsret. Derudover kan mørbradgryde laves og serveres på rigtig mange forskellige måder. Du får her hele fem forskellige opskrifter.

Paprikagryde – Gryderetten her kan godt minde lidt om mørbradgryde, men du kan bruge andet kød end mørbrad. F.eks. skinkekød i strimler, oksekød i strimler eller kyllingekød i strimler. Ja, egentlig ville lam sikkert også smage godt sammen med paprikasovsen og de andre ingredienser, som bl.a. tegner cocktailpølser, bacon, champignoner og ost.

Parisertoast – Har du en toaster, så er det nemt at lave en klassisk parisertoast eller to. Den klassiske med skinke og ost mætter måske ikke alverden, men så prøv en croque madame, som er en parisertoast med et spejlæg på toppen eller en croque monsieur som har et lag revet ost på toppen.

Pasta carbonara – Det lyder fint, men det tager kun ½ time at tilberede. Det er en kendt italiensk ret, som laves af pasta, mascarpone og bacon. Brug den pasta af mellemstor størrelse, du har i skuffen. Pasta carbonara er billig, nem og hurtig at lave, og som også smager godt.

Pastasalat med broccoli – Denne pastasalat er så mættende, at du sagtens kan servere den som et selvstændigt måltid. Det er dog ikke et varmt måltid, men hvem siger også, at du skal have varm mad hver dag? Pastaerne får følgeskab af bacon, broccoli, peberfrugt, ærter og majs. Salaten bliver serveret med en lækker dressing.

Sammenkogt ret – Det er det vi kalder combardo-gryde (kom bare du-gryde) eller firemetergryde – alt hvad der er inden for fire meter kommer i gryden. Sammenkogt ret er perfekt til hverdage og til at få brugt dine rester. Tilberedningstiden afhænger i høj grad af kødets art. Her er der brugt skinkekød i tern.

Skinkeschnitzler – Fattigmandsschnitzler eller swinerschnitzler kalder vi dem også – i hvert fald, når de er panerede. Det er de i denne opskrift, men der er ingen dreng – men det kan du jo hurtigt lave om på. I opskriften er de serveret med kogte kartofler og stuvede ærter og gulerødder, men valget er dit.

Skinkestang – Skinkestang er perfekt, hvis du har lidt kogt skinke (eller hamburgerryg) tilovers fra en anden dag. Skinkestang smager så englene synger. Fyldet er da også rent umami, og det er butterdejen også. Det tager lidt under en time at tilberede den, så den er ikke til de helt travle dage.

Spaghetti carbonara – Carbonara kommer af det italienske ord carbone, der betyder trækul. Om retten hedder det, fordi den blev serveret til de italienske kulsviere, eller om det er, fordi retten blevet tilberedt over trækul, fortaber sig i det uvisse. Men én ting er sikkert, det er en usandsynlig lækker hverdagsret.

Stegt flæsk – Du kan stege flæsk på stegepanden, i ovnen eller på grillen. Du kan også lave paneret flæsk, der mætter lidt mere end stegt flæsk på grund af panering. Du får opskriften på alle metoderne og på paneret flæsk, når du klikker dig videre ind på opskriften.

Stegt flæsk med persillesovs – Vi synes stegt flæsk med persillesovs både er hverdagsmad og gæstemad. Der er jo en grund til, at retten er blevet kåret til Danmarks nationalret. Det er ikke svært at lave stegt flæsk – bare fuldt blus på og så derudaf. Her får du opskriften på både flæsk og sovs.

Æbleflæsk – Selvom mange muligvis anser æbleflæsk for værende julemad, så skal den med her alligevel. Så lad os kalde det for en julehverdagsret. Æbleflæsk er nemt og hurtigt at lave, og så smager de syrlige æbler superlækkert sammen med det salte, sprøde flæsk. Klik på linket herover, for at gå til opskriften.

Æblekoteletter i karry – Æbler kan bare noget i varm mad. De tilfører nemlig både syre og sødme. I denne ret bliver de akkompagneret af selleri, løg og bacon – nå ja, og selvfølgelig koteletter. Det smager helt fantastisk. Og så tager det kun 45 minutter. Lige hvad vi kan lide på en hverdag.

Mad med Okse- og kalvekød

Okse- og kalvekød

Biksemad – En rigtig resteret. Du kan bruge en rest okse- eller flæskesteg. Eller du kan bruge kogt kød – dog ikke hakket kød. Herudover skal du bruge en rest kogte kartofler og nogle løg. Server biksemaden med spejlæg, syltede rødbeder og HP-sauce og måske en skive godt rugbrød.

Stegt lever – Måske synes du ikke, at denne ret skal på bordet til hverdag. Men så er det nok mere på grund af kræsenhed end på grund af noget som helst andet. For stegt kalvelever er både nemt og hurtigt at tilberede, det er sundt, og det er til at betale. Nå ja, og så smager det skønt.

Mad med pølser

Pølser

Medisterpølse – Nu bliver det da ikke mere hverdagsagtigt. Ikke som i kedeligt, men som i en velkendt og elsket hverdagsret. Medisterpølsen kan tilberedes ved at koge den og stege den eller blot ved at stege den enten på en pande eller i ovnen. Du får her opskriften på stegt medisterpølse både på pande og i ovn.

Svensk pølseret – Dansk opskrift! Ja, det kommer nok ikke som en overraskelse for ret mange, at svensk pølseret er pæredansk. Men det bliver den nu ikke ringere af. Kartofler, løg, pølser og tomat i en skøn forening. En superskøn hverdagsret, som både børn og voksne kan lide.

mad med dej eller bund

Mad i dej eller med bund

Blomkålspizza – Det er lidt snyd at kalde blomkålspizza for pizza. For ifølge ordets oprindelige betydning, er pizza en flad, tynd bund af gærdej med fyld af forskellig art. Fyld er der på, men gærdej …  nej. Her er ”dejen” lavet af blomkålsris, ost, æg og krydderier. Det gør den også LCHF-venlig.

Broccolitærte – Det tager ca. en time at lave denne tærte, hvis du laver tærten fra bunden. Men snyder du og køber tærtebunden færdig (og det er fint nok på en hverdag), kan du nøjes med ca. den halve tid. Tærten kan selvfølgelig fyldes med meget andet end lige broccoli.

Bürek – Bosnisk bürek kræver lidt håndelag, når dejen skal rulles om fyldet, men derudover er det en forholdsvis nem ret at lave, og det tager ikke mere end 40-45 minutter. I Bosnien og nabolandene sælges den som fastfood i gadeboderne. Du kan servere den, som den er eller med en salat til.

Burrito – En mexicansk pandekage med fyld. Du kan fylde den med lige nøjagtigt, det du ønsker. Burritoerne er i denne opskrift vegetariske, og udelader du osten også vegansk, afhængig af hvad der er i tortillaerne, selvfølgelig. Burritoer er sådan en dejlig saml selv ret, hvor alle ingredienser sættes frem, og hver især laver sin egen aftensmad.

Calzone – Lukket pizza. Selvom du selv laver dejen, kan du lave denne pizza på forholdsvis kort tid. Du kan fylde alt muligt i den, så den er også god til, når du gerne vil have brugt nogle rester – både kød og grøntsager. Lad evt. hvert familiemedlem fylde hver sin calzone.

Enchiladas – Fyld hjemmelavede majspandekage eller fuldkornspandekager fra supermarkedet med kylling, grøntsager og chilibønner. Læg dem i et ovnfast fad, drys revet cheddar over, og sæt dem i ovnen. Vent ca. 15 minutter, og kald så på resten af familien. Så nemt og hurtigt er det nemlig at lave enchiladas.

Fajitas – Lækker Tex-Mex-ret. Det er dejligt nemt at rulle en pandekage rundt om fyld, varme den, og så er der faktisk mad. Pandekagerne kan du købe i ethvert supermarked, og fyldet er det nemt lige at svitse af på panden. Her er pandekagerne varmet først, og ”rulningen” foregår så ved bordet.

Indbagt kylling – Næsten alt kan indbages, og næsten alt smager godt indbagt. Og det er en god måde at få brugt rester på. Her har vi pakket noget stegt kyllingebrystfilet, lidt ost og krydderurter ind i noget filodej og bagt det i ovnen. Da kyllingen er stegt i forvejen, nedsætter det tilberedningstiden.

Indbagt mørbrad – Et ekstra pift. Er mørbraden lidt for lille, eller er der pludselig kommet uventede gæster på en hverdagsaften, så kan du øge mørbraden ved at pakke den ind i butterdej – det mætter nemlig utroligt godt, og så smager det skønt. Tilbehøret kan være det samme som til mørbraden, der ikke er indbagt.

Indbagt pizza – Selv når du laver pizzadejen selv, kan du have denne lukkede pizza færdig på blot en halv times tid – inklusiv hævetid. Rør dejen sammen, lad den hæve, rul ud, fyld i, og bag. Du får også forslag til nemt fyld i opskriften – skal det steges, gør du det, mens dejen hæver.

Kartoffelpizza – Modsat blomkålspizzaen, der har en bund lavet af blomkålsris, har denne pizza altså en bund lavet af dej – pizzadej. Men fyldet er kartofler. Kartofler og mozzarella udgør fyldet. Så er der lige lidt krydderier, og så serveres den med en dressing af en art – hvis du altså synes.

Kikærtepandekager – Pandekager alene gør det ikke. Men kikærtepandekager med fyld gør det hele. Pandekagerne er superhurtige at tilberede og vælger du noget nemt fyld – evt. en rest fra gårsdagens aftensmad – så er der mad på bordet på bare et kvarters tid – også selvom du ikke har lavet pandekagerne i forvejen.

Kyllingetærte – Det bliver ikke meget nemmere, hurtigere eller mere velsmagende på en hverdag end med denne kyllingetærte. Køber du en tærtedej, der bare skal rulles ud, fyldes og bages, bliver det selvfølgelig endnu nemmere og endnu hurtigere, men stadig lige velsmagende. Tærten er fyldt med kylling, bacon og spinat.

Porretærte – Tærter er god hverdagsmad. Især hvis du køber tærtedejen færdig, så den kun skal bages, er det hurtigt og nemt at lave tærter. Denne tærte er med porrer, bladselleri, soltørrede tomater og stegt bacon, men du kan jo komme næsten hvad som helst i en tærte, så det er en god resteret.

Quesadillas – Qusadillas er en mexicansk ret. Men den kan stadig godt gå med ind under danske hverdagsretter, for vi har jo også taget mange andre udenlandske retter til os, som vi spiser til hverdag – som f.eks. pizza, tacos, nachos osv. Quesadillas er tortillaer, der er foldet sammen om grøntsager, bælgfrugter, grøntsager og evt. kød.

Quiche Lorraine – Tærten fra Lorraine. Oprindeligt er der ikke andet fyld i denne tærte end bacon og æggemasse med fløde. Og det er også sådan, den bliver lavet i opskriften her. Brug den til inspiration, og fyld mere fyld i, eller glæd dig over den intense smag af bacon – kun bacon!

Spinattærte – Selvom der er laks i denne tærte, synes vi stadig, at det er hverdagsmad. Du kan nemlig sagtens bruge laksetopping, som jo ikke er så dyrt som lakseskiver eller laksefileter. Tærtebunden er lavet af butterdej, som du kan købe færdig – ellers kommer det til at tage for lang tid på en hverdag.

Tacos – Du kan købe tacoskaller i ethvert supermarked, eller du kan lave dem af tortillas – købte eller hjemmelavede. Tacoskallerne spises med fyld. Det kan være kød eller grøntsager eller en blanding. I opskriften her får du både en vejledning i at lave tacoskaller af tortillas, og inspiration til fyldet.

Tostados – En spansk ret, som du kan fordanske, hvis du vil. Det er en (majs)pandekage med fyld af forskellig art og med en mos af bønner eller kikærter. Ligesom tacos kan du komme fyld på, som du synes, men der er god inspiration at hente, når du klikker på linket herover.

Suppe

Suppe

Aspargessuppe – En hurtigt lavet suppe. Du kan få aspargessnitter på dåse og tilsætte friske, grønne asparges for et pift. Du kan få fiskeboller i en spand/dåse samt mel- og kødboller på frost – så bliver det da ikke nemmere. Du kan også selv lave dine boller eller helt udelade dem.

Blomkålssuppe – Lækker, cremet suppe med ristede kammuslinger og et drys af bacon eller lufttørret skinke. Den er nem at lave, den er hurtigt færdig, men den smager næsten for godt til at være en hverdagsret. Billig? Kammuslinger er måske lidt pebrede i prisen, men der skal heldigvis ikke så mange til.

Butternut squash suppe – En kraftig suppe med en fantastisk flot farve. Ud over græskar indeholder suppen kokosolie og -mælk, chilipeber og chorizopølse. Skal suppen serveres for vegetarer eller veganere, kan du købe en vegansk chorizo eller helt udelade den. Suppen smager godt med et stykke frisk brød med masser af kerner.

Champignonsuppe – En cremet, vegetarisk suppe. Supper er god hverdagsmad – i hvert fald nogle supper. De supper, der ikke skal koge hele dagen, og det er ofte blendede supper eller supper uden kød. Champignonsuppen her er begge dele. Servér suppen med et godt brød – evt. med lidt smør eller skimmelost på.

Fiskesuppe – Som hos Minna og Gunnar. At lave fiskesuppe, det er der ingen ben i – der er virkelig ikke ben i suppen, og det er heller ikke svært. Det tager kun 15 minutter, og så er det ikk’ så ringe endda. Servér suppen med et lækkert, groft brød.

Græskarsuppe – Vegansk græskarsuppe. Er det sæson for græskar, kan du få græskar rimeligt billigt. Især hokkaidogræskarret kan ofte købes billigt i supermarkedet. Og det er da lige netop hokkaidogræskar, der bliver brugt i denne opskrift. Behøver suppen ikke være vegansk, kan du tilsætte sprødstegte bacontern. Servér også et godt stykke brød til.

Grøntsagssuppe – Få brugt dine grøntsagsrester. Suppe er altid godt at lave, hvis du har mange grøntsagsrester. I denne opskrift er der brugt broccoli, gulerødder, forårsløg, kartofler, bladselleri og porrer, men du kan komme stort set alle slags grøntsager i. Suppen bliver nemlig blendet. Servér med godt brød, pirogger eller pølsehorn.

Gulerodssuppe – En fryd for øjet og smagsløgene. Her får du hele to opskrifter på gulerodssuppe, som du kan servere i hverdagen. En med appelsin, chili og kanel og en med ingefær og hvidløg. Begge supper smager skønt, så det er et spørgsmål om smag og behag eller et spørgsmål om variation.

Hvidkålssuppe – Det er ikke den hurtigste suppe at lave, men det er stadig hverdagsmad. Det er en rigtig dejligt varmende efterårs- og vintersuppe. Den tager en times tid at tilberede, hvis du vel at mærke har en færdiglavet suppe (hjemmelavet eller købt) at starte suppen op på.

Hvidløgssuppe – Cremet suppe med sprøde, spicy croutoner. Her får du både opskriften på hvidløgssuppe og på sprøde, spicy croutoner, som du kan bruge til andre supper også eller i salater. Suppen er ikke stærk, men har blot en fin undertone af hvidløg, men du kan naturligvis selv regulere styrken.

Hønsekødsuppe – Trods tilberedningstiden er det alligevel hverdagsmad. Det var det i hvert fald i ”gamle” dage, hvor mor gik hjemme og havde hele dagen. Så lang tid tager det nu ikke. Kun 1½ times tid, og laver du rigeligt, har du nem varmemad. Så kog den om søndagen, og spis den også mandag og tirsdag.

Jordskoksuppe – Cremet suppe med sprød bacon. Jordskoksuppe kan spises både som natmad, til tapas og også som et solidt aftensmåltid på en hverdag. Jordskoksuppe kan tilberedes på et hav af måder. Her får du en variant der er smagt til med fløde og citronsaft, og som har fået et drys af persille og sprødt bacon.

Karrysuppe – Suppen her er ikke blendet, som det ofte gør sig gældende med hverdagssupper. Den er kogt på grøntsager og kylling og smagt til med karry. Derudover er der glasnudler i. Det tager under en halv time at koge suppen, så den er perfekt på en travl hverdag.

Kartoffel-porre suppe – Denne suppe kan du også servere for vegetarer, for der er ikke kød i. Til gengæld er der en god smag fra gorgonzola. Det gør den samtidig lækker og cremet. Suppen toppes med klippet purløg og porreringe og serveres evt. med en lun bolle eller brød.

Kartoffelsuppe – Det er nok ikke svært at regne ud, hvad hovedbestanddelen i denne suppe er. Kartofler. Men der er også porrer i, og chili og revet ost. Det sammen med løg og hvidløg giver en fantastisk fyldig smag, som du ikke kan få med kartofler alene. Spis brød til!

Kyllingesuppe – Det her er en anderledes kyllingesuppe end den klassiske klare kyllingesuppe. Denne suppe er kogt på kartofler og er blendet, hvorefter der er tilsat kogt kylling, pesto og kidneybønner. Den smager supergodt og kan spises hele året. Den serveres med brød. Det tager lidt under en time at tilberede den.

Linsesuppe – Har du ikke allerede linsesuppe på dit menukort til hverdags, så må du se at få det. Linsesuppe er sundt, smager godt, er billigt, er nemt at lave og er hurtigt at lave – kun 20 minutter (og nej, linser skal ikke stå i blød i timevis). Suppen her er lavet på grønne linser.

Majssuppe – Suppen her får fylde af kartofler og squash og så selvfølgelig majskerner. Den har en god krydret smag uden at være stærk. Suppen kan serveres som den er, når den har kogt færdig, eller den kan blendes. Der er ikke kød i, så du kan også servere den til vegetarer.

Minestronesuppe – Lyder det for fancy til at være hverdagsmad? Det er ikke spor fancy, selvom det altså smager godt. Du kan lave minestronesuppe af rester af grøntsager, for den italienske suppe laves nemlig af sæsonens grøntsager og lidt pasta eller ris. Her får du opskriften på vores minestronesuppe, som er med pasta.

Nudelsuppe – Den lyder vegansk/vegetarisk, men der er altså kylling i også. Vil du ikke have kød i suppen, skal du erstatte med en anden ingrediens, for ellers er suppen ikke særligt mættende. Det tager under en halv time at tilberede suppen. Den serveres med fladbrød f.eks. naan – og selvfølgelig gerne hjemmelavede.

Oksekødsuppe – Nu tænker du måske, at det ikke lyder som en hverdagsret, for det tager da flere dage at koge oksekødsuppe. Men denne suppe er lavet af hakket oksekød, så den er færdig på bare en god halv times tid. Den får smag fra røget bacon, bladselleri, tomater og krydderier.

Ramen – Ramen er et forholdsvis nyt fænomen i Danmark. Det kommer fra Japan, og det er en suppe med kød, æg, grøntsager, nudler og en masse andre lækre råvarer. Der er rimelig meget frit valg på alle hylder, så kun fantasien sætter grænser. Har du ikke fantasien, så får du en opskrift her, du kan følge.

Rød linsesuppe – Der er gul! Suppen har fået sit navn, fordi den er kogt af røde linser. Og røde linser bliver altså gule, når de bliver kogt. Suppen er vegansk og har en god styrke fra ingefær, hvidløg, løg og karry. Du finder opskriften ved at klikke på linket herover.

Rødbedesuppe – Det tager ca. tre kvarter at lave denne vegetariske suppe. Til gengæld kan den fryses, så du har hurtig aftensmad en anden dag. Har du brug for lidt ekstra fylde, kan den serveres med f.eks. kogt couscous eller kogte ris i og så selvfølgelig noget godt brød til.

Suppe med svampe – Bruger du danske og økologiske ingredienser i denne suppe, er den klimavenlig. Og hvem vil ikke gerne skåne klimaet også i hverdagene. Efter godt og vel ½ times tid i køkkenet, så er der svampesuppe. Spis den evt. med brød til – gerne hjemmelavet – og en dusk (økologisk) grønt.

Svampesuppe – Der er frit slag i forhold til, hvilke svampe du vil bruge i denne svampesuppe. Køb evt. en blanding, eller tag selv på svampejagt om søndagen, og lav svampesuppen om mandagen. Suppen får en god kraftig smag fra de svitsede svampe og en lækker cremet konsistens fra fløden.

Tacosuppe – Opskriften på denne suppe kommer fra Norge, men er en tex-mex-inspireret ret. Navnet kommer af, at der er tacokrydderi i den. Det kan du købe færdiglavet, men du kan også blande det selv af tørrede krydderier – det er såre simpelt, så snart du har alle krydderierne. Få opskriften på både suppen og krydderiet her.

Thaisuppe med rejer – Suppen her har autentisk smag af thai-mad. Smagen får den fra rød karrypasta – som også er med til at give farven – kokosmælk, friskpresset limesaft og lidt fiskesovs. Hvis det skal være helt autentisk, serverer du suppen med koriander, men andet grønt kan også bruges. Suppen kan evt. serveres med kogte ris i.

Tomatsuppe – Det er de færreste, der ikke smagt tomatsuppe. Du kan købe den på dåse eller på frost i de fleste supermarkeder, men du kan også lave den selv på ganske kort tid – dog ikke på samme tid, som det tager at åbne en dåse eller klippe en pose op og varme det i en gryde.

Mad med æg

Retter med æg

Frittata – Italiensk omelet. Her får du opskriften på en ægte inspireret italiensk frittata. Den er fyldt med frisk mozzarella, friskhakket purløg og italiensk pølse – hvis du kan få fat i det. Pølsen kan også helt udelades, hvis omeletten skal være vegetarisk. Frittata er lige så nemt at lave som en hvilken som helst anden omelet.

Kartoffelæggekage – Denne æggekage ligger lidt tungere end den klassiske æggekage, fordi der er kartofler i. Hvis du undlader at komme skinke eller bacon på, er den vegetarisk. Den kan serveres med brød, hvis du ønsker det, men det er ikke et must. Æggekagen er lavet på godt og vel en halv time.

Omelet – Omelet er noget af det nemmeste at lave, når der hurtigt skal mad på bordet. Ulempen er dog, at skal der være en omelet pr. næse, og I er mange, skal du enten have mange små pander i gang, eller holde de omeletter, der er færdige, varme i ovnen.

Shakshuka – Denne ret består af pocherede æg i krydret tomatsauce. Det lyder måske ikke som noget særligt, men den er et festfyrværkeri af smag – ikke stærk, bare umami. Og så ligner retten en smuk solnedgang. Servér evt. et stykke godt brød til. Retten er vegetarisk – ikke vegansk, men vegetarisk.

Skidne æg – Nej, nej, nej, det er ikke kun påskemad. Det smager skønt på en hverdag, hvor det skal gå ekstra hurtigt. For det tager kun 15 minutter at tilberede. Mangler du kødet, kan du med rund hånd drysse små stykker sprødstegt bacon over eller servere tynde skiver stegt kød til – f.eks. mørbrad eller flæsk.

Æggekage – Gammeldags æggekage med bacon, tomater og purløg er selvskreven til hverdagsmad. Den er hurtigt lavet, og det eneste du skal være opmærksom på, er ikke at give den for meget varme, for så brænder den på. Men ellers er den nem at lave. Servér æggekagen med et stykke groft brød til.

Æggekage i ovn – Vil du gerne lave noget andet, mens æggekagen laver sig selv, ja, så skal du lave den i ovnen. Det er lige så hurtigt som på panden, men du behøver ikke være nervøs for, at den brænder på. I hvert fald ikke hvis du følger opskriften her.

vegetarisk mad uden kød

Vegetarisk hverdagsmad

Bagt pasta – Det lyder måske mærkeligt i dine ører at bage pasta? Bare rolig, den er kogt først, men ellers gør du det jo også med lasagne. Bagt pasta er en resteret, hvor du kan få brugt alle de grøntsager, du ikke lige ved, hvordan du ellers skal få brugt. Få inspiration ved at klikke dig frem til opskriften.

Blomkålsfrikadeller – Frikadeller lavet på blomkålsris. Det er vegetarisk, men ikke vegansk, da der bruges æg til at samle ”farsen” med. Frikadellerne er fiberrige, da der også er spinat og havregryn i. Servér dem med tilbehør som til klassiske frikadeller, f.eks. kartoffelsalat og lidt grønt til. Frikadellerne smager også godt på et stykke rugbrød.

Blomkålsgratin – Denne ligger lige på grænsen af, hvad der er hverdagsmad, når vi kigger på tidsforbruget. Næste halvanden timer er lang tid at bruge i køkkenet på en hverdag. Men har du haft tidligt fri eller er det lørdag i familiens skød, kan det sagtens lade sig gøre.

Bygotto – Bygotto er i familie med risotto, den er nemlig lavet stort set lige sådan bare med perlebyg i stedet for med ris. Du kan komme alt muligt forskelligt fyld i bygottoen, men i opskriften du får her, er hovedingrediensen – ud over perlebyggen – brune champignoner. Klik på linket for at få opskriften.

Grøntsagslasagne – Børnevenlig. Selvom der ikke er kød i denne lasagne, men at den i stedet er fyldt med ”farlige” grøntsager, så har vi altså erfaret, at børn gerne vil spise den. Det tager ca. en time at tilberede lasagnen, så det skal ikke være en af dine allertravleste dage, du giver dig i kast med den.

Risotto – Risotto kan laves med eller uden kød. Den du får opskriften på her, er lavet uden. Til gengæld er der masser af svampe i. Der er selvfølgelig også ost i – både mascarpone og parmesan. Retten tager kun ½ times tid at tilberede, så det er en god ret til travle hverdage.

Mac and cheese – Makaroni og ost. Det er så nemt at lave, at de større børn selv kan lave det hele. Det er dog ikke kun kogt pasta med revet ost, der er også en bechamelsovs involveret, men den er også supernem og hurtig at gå til. Bare følg anvisningerne i opskriften.

Nachos – Okay, indrømmet, det er måske ikke verdens sundeste eller mest næringsrige måltid. Men skal det være hurtigt-hurtigt og nemt-nemt, så er nachos svaret. En stor portion tortillachips, en stor portion revet cheddar og nogle chilier – stærke eller milde efter smag – alle tre ingredienser kan købes, og der er ikke flere end dem.

Stegte nudler – Retten er ikke så hurtigt lavet, som når du tager dig en nudelkop. Til gengæld er der mere næring og smag i den. Du kan variere grøntsagerne efter, hvad du lige har liggende, eller hvad du har lyst til. Du kan også tilsætte strimler af kød, men så er retten jo selvsagt ikke vegetarisk længere.

Svamperisotto – Bruger du olie eller vegansk smør, og kan du finde en vegansk ost, så kan du også lave denne risotto vegansk. Du kan også erstatte nogle af svampene med kød, hvis du føler for det. Men her får du altså vores opskrift på en lækker hverdagsrisotto med svampe.

Vegetarburger – Denne vegetarburger kan meget nemt gøres vegansk. Du skal bare vælge nogle boller uden animalske produkter og ligeså med dressingen. Bøffen kan formes af Naturli’ Hakket, men du får også opskriften på veganske rødbedebøffer. Derudover laves burgeren som en hvilken som helst anden burger.

Vegetarfrikadeller – Vi kommer ikke uden frikadeller, når det handler om hverdagsmad. Her er det frikadeller uden kød, der står på menuen til en hverdagsaften. De er lavet af grøntsager, rodfrugter, spinat og ris, og de smager så lækkert, at selv en kødspiser ikke savner kødet. Klik på linket herover for at få opskriften.

vegansk mad uden produkter fra dyr

Vegansk hverdagsmad

Bagte kartofler med vegansk fyld – Bagte kartofler er bare mums, især når de er fyldt med lækre sager. Det er de i opskriften her, men kun med ikke animalske råvarer. Du får vejledning til, hvordan du laver dem både i ovnen og i mikroovnen. Det sidste er naturligvis det hurtigste.

Blomkålstacos – Det er selvfølgelig fyldet, der afgør om tacos er vegetariske/veganske eller ej. Der er sjældent animalske produkter i tacos eller tortillaer. Laver du dem selv, er du selvfølgelig helt sikker. Fyldet i disse tacos er bagt blomkål (som navnet antyder), champignoner og valnødder samt krydderier.

Dhal – Traditionel i det indiske køkken. Det kan godt være, at du ikke lige tænker på dhal som en hverdagsret, men det er den i det indiske køkken, så det kan den vel også være i Danmark. Dhal er nemlig superhurtig at tilberede. Her får du en opskrift med spinat og tomat.

Falafel – Den sprøde, veganske frikadelle. Falafler er lavet af bl.a. rå kikærter, og de skal sættes i blød i ca. 8 timer, før du kan bruge dem. Der skal ikke gøres noget ved dem inden, så det er nemt at gøre, lige inden du farer ud ad døren om morgen.

Fattoush – En libanesisk bondesalat. Denne salat er mættende nok til, at den kan udgøre et hovedmåltid. Den består af grove stykker grøntsager med en frisk, syrlig dressing. Oven på fordeles der stykker af ristet fladbrød. Husk, at bruge et vegansk fladbrød, hvis retten skal være vegansk og ikke kun vegetarisk.

Kikærte-curry – Curry lavet helt fra bunden. Bare rolig, den er hurtigt lavet. Der er lidt flere ingredienser end få, alligevel er den nem at gå til. Den flotte røde farve og dybe smag kommer fra rødbeder. Retten er desuden supersund – perfekt til hverdag. Du finder opskriften ved at klikke på linket herover.

Ratatouille – Sammenkogt ret fra Provence. Kan det blive mere hverdagsagtigt end med en sammenkogt ret? Også selvom den er fra Provence. Egentlig er det jo bare lidt andre grøntsager, end du måske er vant til at bruge. Det er alt-i-én-gryde, så du sparer opvask, i hvert fald når du serverer den med brød til.

Fyldte søde kartofler – Vegansk og LCHF-venligt. Normalt når der står bagte kartofler på menuen, er det de klassiske kartofler – store kartofler. Her er der brugt søde kartofler – også helst med lidt størrelse. De er fyldt med grønne linser og grøntsager samt avokadomos og serveres med salat.

Græsk salat – Et helt måltid. Servér med et flute til, og du har en mættende hovedret. Opskriften du får her, er til fire personer som tilbehør til hovedret. Men er i kun to eller dobler du opskriften op, kan den sagtens udgøre et let og hurtigt aftensmåltid på en hverdag.

Spinatbøf – Lækker bøf helt uden animalske produkter. Til bøffen kan du servere kogte ris – så tager retten lidt længere tid at lave end kun 20 minutter – og peberfrugtsovs. Klik på linket, så får du både opskriften på den lækre bøf med spinat og på sovsen med peberfrugter i.